Kalundborg tiltrak biotek-talenter fra hele verden

De 55 studerende repræsenterede 28 nationaliteter og kom fra ni forskellige universiteter – seks danske og tre tyske.

Kalundborg tiltrak biotek-talenter fra hele verden
Vinderne af weekendens konkurrence. Privatfoto

Kalundborg var i weekenden centrum for international innovation, da 55 studerende fra hele verden deltog i Biotech Case Competition 2025.

Helix Lab og Professionshøjskolen Absalon dannede denne weekend rammen om Biotech Case Competition – en innovationskonkurrence, hvor studerende fra Danmark og Tyskland arbejdede på at løse konkrete problemstillinger stillet af virksomhederne Novo Nordisk, Kalundborg Symbiose og Lumeox.

De 55 studerende repræsenterede 28 nationaliteter og kom fra ni forskellige universiteter – seks danske og tre tyske. I tværfaglige og internationale grupper brugte de weekenden på at udvikle løsninger, der kunne bruges i den virkelige verden. De færdige idéer blev præsenteret for både virksomheder og et dommerpanel søndag.

Case-konkurrencen er ikke bare en træningsbane for fremtidens specialister – det er også en unik mulighed for at styrke forbindelserne mellem uddannelse og erhvervsliv i Kalundborg, lyder det fra Kalundborg Forsyning, der bidrog med problemstillinger til en af de tre cases.

”Alle ved, hvor vigtigt innovation er i store produktionsmiljøer – og ligesom mange andre virksomheder i og omkring Kalundborg, er vi også på udkig efter fremtidens arbejdskraft. Derfor giver det rigtig god mening for Kalundborg Forsyning at deltage i projekter som dette.” fortæller Jes Bo Tobiassen, administrerende direktør i Kalundborg Forsyning.

Internationalt samarbejde – lokal forankring
Konkurrencen er en del af det EU-støttede Interreg-projekt Fehmarn Belt Innovation, som har til formål at styrke båndene mellem Danmark og Tyskland i takt med etableringen af Femern Bælt-forbindelsen. Initiativet skal gøre det mere attraktivt for unge at studere og arbejde i regionen – og samtidig vise, at Kalundborg er et attraktivt knudepunkt for både uddannelse og erhverv.

”I takt med at vi får Fehmern Bælt forbindelsen og på grund af det store behov for specialiseret arbejdskraft på biosolutions-området, så er der behov for at se på hvordan vi kan tiltrække både arbejdskraft og studerende til sjælland og særligt her til Kalundborg, og det kan et event som det her bidrage til,” fortæller en af partnerne i Fehmarn Belt Innovation, Nicolai Juel Vædele fra Knowledge Hub Zealand.

Nye perspektiver

Det tværfaglige samarbejde er en central del af Biotech Case Competition. Det håber arrangørerne også kan være med til at løse en af regionens store udfordringer: at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft.

Når studerende fra forskellige lande og studieretninger arbejder sammen, opstår der nye perspektiver og kreative løsninger – og det mærkes tydeligt i grupperne:

Fra teori til virkelighed
Biotech Case Competition adskiller sig fra mange andre studenteraktiviteter ved, at deltagerne arbejder med virkelige cases og har direkte kontakt med industrien. For virksomhederne betyder det, at de får nye perspektiver på deres udfordringer – og for de studerende er det en mulighed for at opleve, hvordan deres faglighed kan gøre en forskel.

”Vi er meget nysgerrige på, hvordan de studerende kan bidrage til vores forretningsmodel og hjælpe os med at udvide til flere brancher. Jeg er virkelig begejstret for denne weekend, for der er så mange lyse hoveder samlet her, og vi er glade for at kunne dele og modtage viden, møde nye mennesker og udvide vores netværk,” siger Till Böhme, medstifter og CEO i Lumeox.

Blodforgiftning og bæredygtighed

Samarbejdet på tværs af både sprog og studieretninger gav liv til kreative løsninger og nye perspektiver. Flere af grupperne arbejdede fx med bæredygtig produktion, dataanalyse og cirkulær økonomi.

Vinderholdet imponerede dommerpanelet med en innovativ løsning til hurtigere og mere præcis diagnosticering af blodforgiftning – en idé, der ifølge dommerne har potentiale til at blive udviklet videre og implementeret i praksis.

Biotech Case Competition er et internationalt initiativ, men med stærke rødder i Kalundborg – og med lokale samarbejdspartnere, der tror på, at fremtidens løsninger begynder med en god idé og en stærk relation mellem viden og virkelighed.

Bag konkurrencen står en række danske og tyske partnere, herunder Erhvervshus Sjælland, Knowledge Hub Zealand, Technikzentrum Lübeck, Helix Lab, Professionshøjskolen Absalon og flere universiteter.

At Kalundborg lægger hus til en international konkurrence som denne, er ikke tilfældigt. Byen har gennem det seneste årti positioneret sig som Danmarks biotek-hovedstad, og ambitionerne rækker endnu længere.

 Samarbejdet mellem studerende og virksomheder i Kalundborg er nemlig centralt for den måde man uddanner fremtidens talenter på i Kalundborg, og en vigtig brik i Campus Kalundborgs ambition om at have 1500 biotek-studerende i byen i 2030.

FAKTABOKS
Biotech Case Competition 2025

  • Afholdt i Kalundborg på Helix Lab og Professionshøjskolen Absalon
  • 55 deltagere fra 28 nationaliteter
  • Deltagere fra 9 universiteter i Danmark og Tyskland (6 danske, 3 tyske)
  • Cases fra Novo Nordisk, Kalundborg Symbiose og Lumeox
  • Vinderidé: Innovativ metode til diagnosticering af blodforgiftning
  • Case Competition er en del af interreg-projektet Fehmarn Belt Innovation, der er støttet af EU gennem Interreg Deutschland-Danmark og Region Sjælland

Del