Kalundborg-skoler tilpasser undervisning efter snevejret
Det store snefald det seneste døgn har skabt udfordringer for trafikken i flere dele af kommunen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Det store snefald det seneste døgn har skabt udfordringer for trafikken i flere dele af kommunen. Mange veje er ikke ryddet, og busser er aflyst, hvilket har fået flere skoler til at vælge online undervisning for eleverne.
På Kalundborg Gymnasium arbejder de fleste elever hjemmefra i dag. Dog er der lune boller i kantinen til de få, der har vovet sig i skole.
”Der er bagt friskbagte boller her til morgen i kantinen til alle dem, der er kommet ind. De skulle i hvert fald ikke møde ind til en kold skole uden morgenmad, for jeg ved jo reelt ikke, hvor mange, der har nået at se, hvad jeg skrev ud i morges. Vi tog en beslutning, da vi kunne se, at mange ringede og fortalte, at de ikke kunne komme til skolen pga. sneen. Flere steder kører busserne slet ikke, og mange bor på små veje ude i kommunen, så vi har besluttet, at det bliver online undervisning i stedet i dag,” fortæller rektor på Kalundborg Gymnasium, Trine Fogh Lauridsen.
Eksamenstræningen må vente til efter ferien
Eksamenstræningen, som eleverne ellers havde planlagt i dag, må derfor vente til efter ferien. ”Mange har følt en ekstra forpligtelse for at skulle møde ind på skolen, men det er nyttesløst at gennemføre for så få elever, der er mødt ind. Heldigvis er vores lærere superfleksible, og har allerede fået omlagt til virtuelt undervisning for eleverne,” siger hun.
På Skolen på Herredsåsen lukker man ned kl. 11.35, da mange elever og lærere ikke kan komme frem. Børn, der allerede er mødt op, får naturligvis pasning, indtil de kan tage hjem.
Nogle steder kører det som planlagt
Høng Skole oplever derimod ingen problemer. De fleste elever bor tæt på skolen og kan gå, og forældre har hjulpet med at køre de børn, der normalt tager bus. Skoleleder Peter Brandt fortæller: ”Det har været ret uproblematisk for os, og vi kører som planlagt, men der er selvfølgelig også tid til at lege i sneen og bygge snemænd.”
På Kalundborg Friskole er omkring to tredjedele af eleverne mødt frem, og dagen fortsætter som planlagt. Skoleleder Karsten Haim siger: ”Der er meget sne, men vi har ikke haft de store problemer med at få eleverne til skole, og vi kører det program, som er planlagt. Der er nok lidt mere opmærksomhed på frikvarterne, da børnene selvfølgelig er glade for sneen.”