Kalundborg sætter fokus på international arbejdskraft
Dialogen og et stærkt samarbejde har en stor betydning for udviklingen af Kalundborg, og det er hele baggrunden for, at virksomhedsforummet mødes to gange om året.

Flere gange om året inviterer Kalundborg Jobcenter til Virksomhedsforum “Mere Kvalificeret Arbejdskraft”. Her kan lokale virksomheder, samarbejdspartnere og Kalundborg Kommune drøfte, hvordan man kan arbejde sammen om at sikre fremtidens arbejdskraft - også i et internationalt perspektiv.
Kalundborgs virksomheder står over for en vigtig udfordring: Hvordan sikrer man, at der er nok kvalificeret arbejdskraft til at understøtte den fortsatte vækst i området? Og hvordan arbejder man med at tiltrække udenlandske medarbejdere? Netop de emner drøftede en række virksomheder sammen med Workindenmark og Kalundborg Kommune, da der tidligere på måneden blev holdt møde på Kalundborg Rådhus i virksomhedsforummet ”Mere kvalificeret arbejdskraft”, oplyser Jobcenter Kalundborg i en pressemeddelelse.
Workindenmark har de seneste år været en af Kalundborg Kommunes tætte samarbejdspartnere - blandt andet i forbindelse med den internationale, online messe, der bliver holdt i løbet af efteråret.
Dialogen og et stærkt samarbejde har en stor betydning for udviklingen af Kalundborg, og det er hele baggrunden for, at virksomhedsforummet mødes to gange om året:
“Vi har i Kalundborg et erhvervsliv i vækst, og vi ser et stigende behov for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Det kræver, at vi som kommune, virksomheder og samarbejdspartnere står sammen om at skabe de bedste rammer - både for rekruttering og for at få internationale medarbejdere til at trives i området. Virksomhedsforum er en vigtig platform for at dele viden, erfaringer og udvikle fælles løsninger,” understreger arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard.
Få hjælp til international arbejdskraft
På mødet holdt Workindenmark et oplæg om, hvordan man som virksomhed kommer i gang med at tiltrække internationale medarbejdere, og hvad man konkret kan få hjælp til i forhold til forskellige støttemuligheder. Det blev også drøftet, hvordan virksomhederne kan understøtte hinanden, og hvilke nye initiativer der er på vej i Kalundborg. For eksempel kan virksomheder komme med på workshops i løbet af foråret, hvor de kan høre mere om at ansætte international arbejdskraft, ligesom Kalundborg Jobcenter deltager på en international jobmesse i Holland i slutningen af marts. I løbet af efteråret gentager Kalundborg Kommune succesen med at holde en online messe. Sidste år blev messen en succes, hvor mere end 60.000 danske og udenlandske kandidater besøge den online platform, hvor der var jobopslag og information om at bo og arbejde i Kalundborg.
Allan Vedel Andersen er produktionsleder hos virksomheden Unibio, der er en innovativ udvikler af proteinproduktionsteknologi. Han har de seneste år deltaget i jobcentrets virksomhedsforum:
"Vidensdeling på tværs af organisationer er afgørende for, at vi kan lære af hinanden og udnytte de forskellige erfaringer, vi har lokalt her i Kalundborg. Det er derfor vigtigt, at vi afsætter tid til dialog og erfaringsudveksling, så vi kan finde de bedste fælles løsninger," siger han og fortsætter:
"International arbejdskraft er et strategisk fokusområde for os som virksomhed, da det giver os adgang til nogle af de kompetencer, vi har brug for. Vi har stor succes med at rekruttere studerende, som gradvist arbejder sig ind i organisationen og efterfølgende opnår fast ansættelse. Med medarbejdere fra flere nationaliteter styrker vi vores rummelighed og kulturelle indsigt, hvilket bidrager positivt til vores virksomhed. Samtidig stiller det os over for nogle udfordringer, eksempelvis i forhold til sproglige barrierer. Ved at kombinere flere små tiltag kan vi som virksomhed skabe en mere inkluderende og effektiv arbejdsplads, hvor sproglige barrierer bliver minimeret," understreger Allan Vedel Andersen.
Til møderne i forummet kan de lokale virksomheder blive klogere på de tiltag, der er i gang i forhold til at tiltrække arbejdskraft til kommunen. Ligesom de kan få mulighed for at give feedback og komme med ideer til, hvordan man kan styrke samarbejdet på tværs af de lokale aktører. Emnerne på dagsordenen for møderne varierer og udvikler sig - alt efter tendenser, og hvad virksomhederne efterspørger.
Vær med til at styrke det lokale arbejdsmarked
Hvis man er blevet nysgerrig på at høre mere om virksomhedsforum, har gode ideer til kommende emner eller gerne vil være en del af det, er man velkommen til at kontakte virksomhedskonsulent Steen Bilager på stth@kalundborg.dk