Kalundborg Museum julehygger for hele familien

Julestemningen spreder sig på Kalundborg Museum, og hele familien er inviteret til at være med, når der  tændes lys, synger julesange og nyder ægte julestemning i den gamle Lindegård.

Kalundborg Museum julehygger for hele familien

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Den 1. søndag i advent byder Kalundborg Museum indenfor til en hyggelig eftermiddag fyldt med musik, sang og fællesskab.

Musiker Thomas Thomsen spiller harmonika, mens musikskolelærer Ditte Askholm synger for, når vi sammen stemmer i kendte og elskede julesange – og måske også opdager et par nye. 

Ditte Askholm fortæller små historier om hver sang undervejs, og i pausen serverer vi varm gløgg og lune æbleskiver. En stemningsfuld start på julen for både store og små. 

Det sker den 30. november fra klokken 13 til 15. 

Man kan købe billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside og sikre sig en plads. Resterende billetter er til salg i døren.

Levende fortælling om gårdnissen

Den lille gårdnisse hører julen til, men hvem er han egentlig? Og er han altid så sød, som vi husker fra barndommen? Kom og hør en levende fortælling om gårdnissen, der bor ude i stalden, og vær med, når vi sætter en skål risengrød på loftet, så han ikke bliver vrissen. Bagefter kærner vi smør, spiser frisklavet risengrød og drikker saftevand. Til sidst fortæller Herman Hansen et rigtigt juleeventyr, så alle går hjem varme, mætte og fulde af juleglæde.

Det sker den 13. december fra 11 til 13.

Det er nødvendigt at købe billetter på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside.

Juleklip og julesokker

Træd indenfor i museets hyggelige julestue. Her kan børn og voksne sammen klippe julepynt som i gamle dage – flettede hjerter, musetrapper og stjerner – og tage det med hjem til juletræet. 

Museet inviterer også børn i følge med en voksen til at komme forbi med en sok, som de kan hænge op på en sokkesnor. Måske har gårdnissen lagt en lille overraskelse i den, når barnet henter den igen. Husk at skrive navn på sokken.

I museumsgården står det store juletræ, og den gamle Lindegård er pyntet smukt op til jul. Gårdnissen har endda sat en postkasse op, hvor børn kan lægge deres ønskesedler – han sørger for, at julemanden får dem i tide. 

Juleklip og julesok er åbent i museets almindelige åbningstid fra den 29.  november til og med den 21. december. Almindelig entré.

 

 

Del