Kalundborg Museum inviterer til blandt andet kartoffeltryk og mørke historier

Efterårsferien på Kalundborg Museum byder på kreative aktiviteter for familien, gys i de gamle bygninger og byvandringer med fortællinger om byens mørke sider.

Kalundborg Museum inviterer til blandt andet kartoffeltryk og mørke historier
Nat på Museet. Foto: Museum Vestsjælland.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Efterårsferien på Kalundborg Museum byder på kreative aktiviteter for familien, gys i de gamle bygninger og byvandringer med fortællinger om byens mørke sider.

Kartofler bliver til stempler, og museets gamle huse fyldes med nattens væsner, når Kalundborg Museum inviterer børn og voksne til aktiviteter i efterårsferien.

Fra mandag den 12. til torsdag den 15. oktober kan familier designe deres egne muleposer med kartoffeltryk. Her kan deltagerne skære motiver i kartofler og bruge dem til at skabe personlige mønstre på poserne.

Aktiviteten foregår alle fire dage fra kl. 10.30 til 15, og er for børn i følge med en voksen. Tilmelding er ikke nødvendig, og det er gratis at deltage, når entréen er betalt. Børn under 18 år har gratis entré til museet.

Uhyggen stiger gennem aftenen

Mandag den 12. oktober bliver museet også ramme om Nat på Museet. Når lyset slukkes, kan gæsterne gå på opdagelse blandt nattens væsner i de gamle bygninger.

Uhyggen bliver tilpasset forskellige aldersgrupper gennem aftenen. Fra kl. 18 til 19 er oplevelsen for de mindste gæster mellem tre og seks år. Fra kl. 19 til 20 bliver der skruet op for gyset for de seks- til tiårige, og den sidste time frem til kl. 21 bliver den mest uhyggelige.

Der er starttider hver halve time fra kl. 18 til 20.30. Børnene opfordres til at tage en lommelygte med, og undervejs er der en konkurrence med halloweenslik som præmie.

Billetter kan købes på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside. Der sælges kun billetter i døren, hvis der er ledige pladser.

Byvandring med spøgelser og skeletter

Tirsdag den 13. og torsdag den 15. oktober kan familier tage med på byvandringen ”Kalundborgs mørke historier”.

Turen fører deltagerne rundt i byen til kældre og lofter og byder på fortællinger om blandt andet vilde ulve, skeletter, kistefødsler og trolden Finn, der ifølge sagnet byggede Vor Frue Kirke. Der bliver også en historie om et spøgelse i byens brønd.

Begge ture begynder kl. 19 fra parkeringspladsen ved Kalundborg Museum, Adelgade 23, og varer cirka halvanden time. Deltagerne skal medbringe en lommelygte, og turen er ikke velegnet for gangbesværede.

Det er nødvendigt at købe billet på forhånd. Flere oplysninger og billetter findes på Museum Vestsjællands hjemmeside.

Del