Kalundborg lidt under målsætning for juniormesterlære
På landsplan er det under 3 procent af eleverne, der benytter ordningen, og kun hver fjerde kommune lever op til målsætningen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
En ny analyse fra SMVdanmark viser, at langt de fleste kommuner endnu ikke lever op til regeringens målsætning for juniormesterlære. Det gælder også i Kalundborg Kommune, hvor 4,4 procent af eleverne i 8. og 9. klasse er tilknyttet ordningen. Kommunen er dog tæt på målsætningen.
Dermed ligger Kalundborg Kommune endnu under den politiske forventning om, at mindst 5 procent af eleverne deltager i juniormesterlære, hvor skolegang kombineres med praktisk erfaring i virksomheder eller på erhvervsskoler. På landsplan er det under 3 procent af eleverne, der benytter ordningen, og kun hver fjerde kommune lever op til målsætningen.
”Tallene viser tydeligt, hvor vigtigt det er, at den enkelte kommune tager ejerskab over ordningen. Hvis man ikke lokalt sørger for, at elever, forældre og virksomheder kender til muligheden, så sker der ingenting. Der er jo ikke mange, der læser med i Lovtidende, så kommunerne har en helt afgørende rolle,” siger Kasper Munk Rasmussen, der er branche- og uddannelseschef i SMVdanmark.
Ifølge analysen deltager omkring 2.500 elever i juniormesterlære ud af cirka 100.000 elever på landsplan.
Landkommuner trækker fra
Tallene viser også, at ordningen især har fået fodfæste i land- og oplandskommuner. Kommuner som Lolland, Langeland og Odsherred ligger i toppen med over 10 procent af eleverne i ordningen, mens mange større bykommuner fortsat halter bagefter. Kalundborg placerer sig i midterfeltet, men stadig under den ønskede målsætning.
Lokale tilbud i gang
Tilbuddet om juniormesterlære er tilgængeligt for elever på Høng Skole og Svebølle Skole, og fra skoleåret 2026/27 vil det også blive udbudt på Skolen på Herredsåsen i Kalundborg. Ordningen blev indført fra skoleåret 2025/2026 som et led i at gøre folkeskolen mere praktisk og give flere elever en alternativ vej gennem udskolingen.
”Folkeskolen fylder meget her i valgkampen og med rette. Det er tæt på at være en skandale, at det stadig er mere end hver 10. elev, der efter et årti i folkeskolen ikke kan bestå dansk og matematik. Her ved vi, at juniormesterlære kan være en del af løsningen. Derfor er det skuffende at se, at kommunerne ikke er bedre til at sætte juniormesterlære i spil som en mulighed for eleverne,” siger Kasper Munk Rasmussen.
SMVdanmark opfordrer på den baggrund kommunerne til at styrke indsatsen og sikre, at både elever, forældre og virksomheder kender til ordningen.