Kalundborg kan måske spare penge på affaldstømning

Ifølge CEPOS kan husstandene i hele landet spare mange penge på kommunernes obligatoriske affaldsordninger, hvis kommunerne var mere effektive. Således også Kalundborg Kommune.

Kalundborg kan måske spare penge på affaldstømning
Nogle husstande kan spare helt op til 2.800 kr. årligt, viser en ny CEPOS-analyse. I Kalundborg lyder tallet på 1.446 kr. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Husstandene i hele landet kan spare mange penge på kommunernes obligatoriske affaldsordninger, hvis kommunerne var mere effektive. Således også Kalundborg Kommune. Nogle husstande kan spare helt op til 2.800 kr. årligt, viser en ny CEPOS-analyse. I Kalundborg lyder tallet på 1.446 kr.

Ifølge analysen vil danskerne samlet set kunne spare 2,4 milliarder kroner på afhentning af affald, hvis alle kommunerne gjorde det lige så billigt, som de mest effektive sammenlignelige kommuner. Det svarer til en gennemsnitlig årlig besparelse på 900 kroner pr. husstand. Det skriver CEPOS, via Ritzau, i en pressemeddelelse onsdag.

”Det er et unødigt stort beløb, og der er et stort potentiale for besparelser i mange kommuner,” siger Line Andersen, økonom i CEPOS.

Kalundborg har besparelsespotentiale på 1.446 kr.

Gebyret i Kalundborg ligger nu på 3.639 kr., og ifølge analysen er der besparelsespotentiale på 1.446 kr. – med Herning som referencekommune. De store potentialer for besparelser kan skyldes manglende konkurrence på området.

”Problemet er, at kommunerne gennem deres regulatoriske monopol ikke har incitament til at reducere gebyrerne. Derfor er det min klare anbefaling, at konkurrencen styrkes gennem obligatorisk udbud, og at husstandenes benyttelsespligt til de kommunale ordninger ophæves,” siger Line Andersen.

Det anbefales samtidig at omfatte affaldshåndtering af økonomisk regulering i Forsyningstilsynet, og at opgaven sendes systematisk i udbud.

Sådan fungerer det i dag, ifølge CEPOS:

  • Husstandene har pligt til at bruge kommunernes affaldsordninger, og kan altså ikke bare vælge en anden privat udbyder, hvis de er utilfredse
  • Kommunerne har lov til at dække udgifterne til affaldshåndtering fuldt ud gennem affaldsgebyret
  • Ikke alle kommuner sender opgaven med at tømme skraldespande i udbud for at finde en billigere løsning
  • Endeligt er der ikke nogen krav til faste årlige effektiviseringer af affaldsindsamlingen, ligesom der er til fx vandværkerne

Del