Kalundborg Forsyning: Vi er ikke berørt af forureningen hos Jyderup Østre Vandværk
Kalundborg Forsyning modtager normalt en del af vandforsyningen fra Jyderup Østre Vandværk. Men der blev lukket for forsyningen, da prøver indikerede forurening.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Forsyning har i dag, torsdag, modtaget et par henvendelser på baggrund af et opslag på Jyderup Østre Vandværks hjemmeside.
Her står der, at der den 8. oktober igen blev konstateret bakteriologisk forurening med enterokokker i en vandprøve fra ledningsnettet.
Det fik Kalundborg Forsyning til at kontakte Jyderup Østre Vandværk og gøre vandværket opmærksom på, at kommunikationen kan misforstås.
Det skyldes, at Kalundborg Forsyning allerede den 2. oktober lukkede for tilførslen fra Jyderup Østre Vandværk ud fra et forsigtighedsprincip.
Det har fået William Ejsing, der er ansvarlig for strategisk kommunikation og public affairs, til at lægge et opslag på Facebook og på forsyningens hjemmeside.
Opslaget lyder således:
Kunder hos Kalundborg Forsyning er ikke berørt af forurening hos Jyderup Østre Vandværk
Jyderup Østre Vandværk har konstateret bakteriologisk forurening med enterokokker i vandet. Forureningen berører ikke kunder, der får deres vand fra Kalundborg Forsyning.
Kalundborg Forsyning modtager normalt en del af vandforsyningen fra Jyderup Østre Vandværk. Vi overvåger løbende kvaliteten af det vand, vi modtager, og har lukket for tilførslen fra vandværket ud fra et forsigtighedsprincip den 2. oktober, da der var prøver med indikationer på forurening.
Kunder hos Kalundborg Forsyning kan derfor fortsat bruge vandet som normalt.
Er man kunde direkte hos Jyderup Østre Vandværk, opfordrer vi til, at man følger vandværkets anbefalinger og holder sig orienteret om situationen.
Screenshot fra Jyderup Øster Vandværk, som Kalundborg Forsyning nu reagerer på.