Kalundborg Forsyning udvider sine faciliteter

Kalundborg Forsyning planlægger en udvidelse af sine faciliteter for at imødekomme fremtidige
sikkerhedskrav til kritisk infrastruktur, forbedre driftsrammerne og afhjælpe den nuværende
pladsmangel.

Kalundborg Forsyning udvider sine faciliteter
Kalundborg Forsyning har behov for at udvide. Det skyldes pladsmangel og fremtidige krav. Arbejdet begynder midt i 2026. Foto: Jens Nielsen

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Forsyning har vokseværk og behov for at udvide. Det skyldes flere faktorer. Fremtidige sikkerhedskrav, forbedring af driftsrammerne og for at afhjælpe den nuværende pladsmangel.

I 2014 blev Kalundborg Forsynings afdelinger samlet på Dokhavnsvej 15, efter forsyningen blev etableret
som selvstændigt selskab i 2009. Siden da har både forsyningen og Kalundborg Kommune gennemgået en
markant udvikling, drevet af byens industri og de store investeringer, der er foretaget.

Kalundborg Forsyning er derfor en helt anden organisation i dag end i 2014 med flere medarbejdere og stigende krav fra omverdenen, blandt andet til sikring af kritisk infrastruktur.

Det skriver Kalundborg Forsyning i en netop udsendt pressemeddelelse. 

Forsyningen forbliver på Dokhavnsvej 15 i Kalundborg, men faciliteterne skal moderniseres, så de lever op
til de gældende krav til kritisk infrastruktur i Danmark. Derudover etableres tidssvarende faciliteter for
driftsmedarbejderne.

I 2014 havde Kalundborg Forsyning cirka 60 ansatte. I dag er medarbejderstaben mere end fordoblet,
hvilket gør det nødvendigt at udvide kontorfaciliteterne som en del af projektet.

I takt med udviklingen har forsyningen i flere år undersøgt forskellige løsninger. Derfor har der i de seneste
år været afsat færre midler til vedligehold, og man har arbejdet med midlertidige løsninger såsom
pavilloner til kontor- og mødefaciliteter.

Der er indgået aftale om en totalentreprise med arkitektfirmaet RUM, Strunge Jensen og G.V.L Enterprise
A/S, der vandt det offentlige udbud. Entreprisesummen er 75 millioner kroner.

Byggeriet forventes at gå i gang medio 2026.

Del