Kalundborg er klar til byfest

”Byfesten byder igen i år på et stort program med mange af de faste indslag som har været en succes gennem årene"

Kalundborg er klar til byfest
Musicus går foran optoget og spiller middelaldermusik, og det bliver igen i år borgmesteren som holder åbningstalen på Solskinspladsen og officielt sætter gang i festen, som varer ugen ud. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I næste uge (uge 30) er der byfest i Kalundborg. Sådan har det været i mange år og sådan bliver det selvfølgelig også i år. Det er Vores Kalundborg som står i spidsen for de mange aktiviteter.

Programmet til dette års byfest er stort, med aktiviteter for hele familien.

Festen begynder officielt torsdag formiddag kl. 10 med optog gennem byen med bl.a. udklædte medlemmer fra Kalundborg Amatør Teater sammen med repræsentanter fra Vores Kalundborg, borgmester Martin Damm og alle andre som har lyst til at være med.

Musicus går foran optoget og spiller middelaldermusik, og det bliver igen i år borgmesteren som holder åbningstalen på Solskinspladsen og officielt sætter gang i festen, som varer ugen ud.

”Byfesten byder igen i år på et stort program med mange af de faste indslag som har været en succes gennem årene, bl.a. er der tivoli på Klostertorvet, Støtteekspressen kører gennem gaden og det er gratis at køre med, der er mulighed for at spille gadeskak, der kan spilles minigolf ved flere af byens butikker og som noget nyt laver Lions et anderæs ved springvandet i Vænget, hvor nummererede ænder svømmer om kap,” fortæller Anita Winther, citykoordinator i Vores Kalundborg.

Torsdagen byder også på mulighed ’byfestløbet’ fra Skøl i Skibbrogade, der er mulighed for at danse Salsa i Havneparken og så er der mange muligheder for god mad og musik flere steder i byen, bl.a. ved Det Mexicanske Bøfhus, Kontoret og Kork Restaurant og Vinbar.

Fredag er der mulighed for at besøge Odd Fellow i Skibbrogade som inviterer til åbent hus, Soroptimisterne sælger varme vafler med sukker og syltetøj,og lørdag starter med butiksbanko i Kistrups Gård. Der er underholdning med linedans ved Solskinspladsen og Salsa Kalundborg giver en svingom ved springvandet.

I Havneparken bliver der mulighed for ponyridning, Kajakklub Vestsjælland inviterer til at prøve en tur i havnebassinet, der er ”Åbent skib” v/ Marinehjemmeværnet og der er børneloppemarked lørdag eftermiddag.

Byfesten slutter søndag med Klovneløb fra Havneparken til støtte for de Danske Hospitalsklovne.

Selv om byfesten officielt først starter torsdag, så tyvstarter værtshuset Kontoret allerede tirsdag, hvor der afvikles Danmarks største tirsdagsmusikbanko og onsdag er der inviteret til byfestfodbold i Munkesøen.

Så programmet er stort for årets byfest, der er noget for enhver smag og pengepung.

Byfestprogram 2025

Del