Kalundborg er igen klar med Klovneløb
Sidste år løb mere end 200 Klovneløbet i Kalundborg, hvis formål er at indsamle penge til Danske Hospitalsklovnes arbejde, og nu kan man igen løbe i den gode sags tjeneste.
![Kalundborg er igen klar med Klovneløb](/media/ewvkt1xr/3.jpeg?width=50)
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Sidste år løb mere end 200 Klovneløbet i Kalundborg, hvis formål er at indsamle penge til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og familier på alle landets børneafdelinger. Nu er Klovneløbet tilbage i Kalundborg, og tilmeldingen er åben.
Klovneløbet er et familieløb, hvor alle der kan kravle, gå, rulle eller løbe, kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst - det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål. Når man deltager i Klovneløb, støtter man nemlig Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn i Danmark.
Vi mødes i Havneparken
Den 28. juli er dagen for Klovneløbet i Kalundborg. Løbet er arrangeret af lokale frivillige. I Kalundborg er det Rebecca Daneholm, der frivilligt arrangerer Klovneløb på vegne af Danske Hospitalsklovne. Løbet begynder i Kalundborg Havnepark på Vestre Havneplads. Mødetiden er kl. 9.30, og løbet går i gang kl. 10.
”Vi var 221 sidste år og indtil videre er vi kun oppe på 113, så vi håber da på, at der kommer flere. Man kan også tilmelde sig på selve dagen, men vi ser helst, at man tilmelder sig inden. Men det kan lade sig gøre med MobilePay, hvis det er,” fortæller Rebecca Daneholm, og fortsætter: “Kvickly Kalundborg sponsorerer morgenmad og Café Costa morgenkaffen, så har man lyst, kan man komme kl. 8.30 og spise morgenmad.”
Der vil være uddeling af klovnenæser m.m. fra kl. 9.30, og der vil være fælles opvarmning i Kalundborg Havnepark.
Præmie til de bedst udklædte
Sidste år var der præmier til den bedst udklædte børne- og voksenklovn, og det vil der være igen i år. Men der er intet krav om, at man skal være klædt ud for at deltage.
“Man skal ikke klæde sig ud for at være med, men hvis man har lyst, så kan man, og vi kårer den bedst udklædte børne- og voksenklovn. Der er både præmie fra Havnegrillen og fra Danske Hospitalsklovne,” fortæller Rebecca Daneholm.
Danske Hospitalsklovne har medvind
De sidste 12 år er antallet af både lokale Klovneløb, deltagere og indsamlede midler steget. Og det er ikke for sjov, når danskerne bakker op og snører løbeskoene. Klovneløbene har gennem årene indsamlet hele 7,5 mio. kr. til Danske Hospitalsklovnes arbejde for syge og sårbare børn. Det har sikret flere hospitalsklovne og dermed flere klovnebesøg for børn, der virkelig har brug for det.
Der er Klovneløb i hele landet fra maj til juli og alle løbene er arrangeret af lokale frivillige, der har lyst til at engagere sig og gøre en forskel for deres lokalsamfund. Til Klovneløb vil der være to ruter – en på 1,5 og en på 2,8 km. Det koster 70 kr. pr. person at deltage. På løbsdagen vil alle deltagere modtage et startnummer, en rød næse, en medalje og forfriskninger.
Man kan tilmelde sig Klovneløbet i Kalundborg her: Klovneløb Kalundborg
Om Danske Hospitalsklovne
Danske Hospitalsklovne arbejder for at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem. De er til stede på alle landets børneafdelinger samt på institutioner og særtilbud for børn & unge, herunder børnepsykiatriske dag- og døgnafsnit. Det tager halvandet år at uddanne sig til hospitalsklovn, og foreningen har tilknyttet 61 hospitalsklovne. Lige nu er der 12 under uddannelse. Hospitalsklovnene stilles gratis til rådighed for landets børneafdelinger og lønnes af foreningen, der kun eksisterer i kraft af donationer fra private, virksomheder og fonde.