Kalundborg blandt kommuner med negativt nettobidrag 

En ny analyse fra CEPOS viser, at kun 19 ud af landets 98 kommuner bidrager positivt til den samlede kommunale omfordeling i Danmark.

Kalundborg blandt kommuner med negativt nettobidrag 
Selvom Kalundborg har et negativt nettobidrag, placerer kommunen sig ikke blandt de hårdest belastede i landet. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

En ny analyse fra CEPOS viser, at kun 19 ud af landets 98 kommuner bidrager positivt til den samlede kommunale omfordeling i Danmark. Kalundborg Kommune er ikke blandt disse, men ligger i gruppen af kommuner, der modtager mere, end de bidrager med.

Ifølge analysen har Kalundborg et nettobidrag på -42.770 kr. pr. indbygger. Det dækker over, at der i gennemsnit betales 58.005 kr. pr. indbygger i skatter til staten, mens kommunen modtager 25.149 kr. pr. indbygger gennem tilskud og udligning samt 75.626 kr. pr. indbygger i indkomstoverførsler.

Ikke blandt de hårdest belastede kommuner

Selvom Kalundborg har et negativt nettobidrag, placerer kommunen sig ikke blandt de hårdest belastede i landet. Flere kommuner har markant lavere nettobidrag, herunder eksempelvis Bornholm (-73.508 kr. pr. indbygger) og Guldborgsund (-69.479 kr. pr. indbygger).

Det betyder, at Kalundborg ligger i den midterste del af feltet blandt de kommuner, der modtager mere, end de bidrager, og altså ikke blandt de fem kommuner med de laveste nettobidrag.

Analysen opgør kommunernes nettobidrag via udligning, overførsler og direkte personhenførbare skatter til staten. Resultaterne viser, at hovedparten af de kommuner, der netto bidrager til fællesskabet, ligger i hovedstadsområdet.

"Det mangler i debatten, hvor meget borgerne i de her kommuner bidrager til fællesskabet. Det er i høj grad dem, der finansierer velfærden i resten af landet," siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Gentofte ligger i toppen

Toppen af listen over nettobidragsydende kommuner indtages af Gentofte, hvor nettobidraget overstiger 180.000 kr. årligt pr. indbygger. Omvendt fremhæver analysen, at flere kommuner – herunder blandt andre Lolland, Bornholm og Langeland – modtager betydelige beløb gennem omfordelingen.

CEPOS peger samtidig på, at analysen er relevant i lyset af et kommende nyt udligningssystem fra 2029.

"Man siger ofte, at de her kommuner kan bidrage lidt mere. Men det er også relevant at spørge, om der er en grænse for, hvor meget man kan trække på de samme skatteydere," siger Karsten Bo Larsen.

Analysen fremhæver desuden, at fokus på omfordeling kan have betydning for kommunernes incitament til udvikling.

"Ved at have fokus på omfordelingen taber man fokus på den mere langsigtede udvikling. Det er vigtigt, at kommunerne også har incitament til at styrke deres eget skattegrundlag," siger Karsten Bo Larsen.

Del