Kæmpe støjvold er sparket til hjørne

Nu har et enigt Teknik- og Miljøudvalg også sagt nej til at gå videre med projektet i den ansøgte version.

Kæmpe støjvold er sparket til hjørne

Af Jens Nielsen

Gørlev og Omegns Lokalråds ide om, at etablere en knapt en kilometer lang og seks meter høj støjvold ud mod Gørlev Landevej, for på den måde, at minimere støjen fra personbiler og lastbiler, er nu sparket til hjørne og bliver ikke til noget i den ansøgte form.

Gørlev og Omegns Lokalråd ansøgte i foråret 2023 om tilladelse til at benytte to kommunale arealer langs med Gørlev Landevej til et projekt med etablering af en støjvold på en strækning af omkring en kilometer og i seks meters højde.

Men der var langt fra enighed i lokalområdet om, at det var en god ide. En del af arealet er nemlig allerede stillet til rådighed for Dansk Naturfredningsforenings projekt 100-års skoven og derfor har DN hele tiden sagt nej tak til ideen og det samme har arrangørerne af Gørlev Hesteskue og kræmmermarked, som benytter en del af arealet som parkeringsplads til deres store arrangementer.

Nu har et enigt Teknik- og Miljøudvalg også sagt nej til at gå videre med projektet i den ansøgte version.

”Vi er enige om at stoppe projektet. For at vi skulle gå ind i sagen krævede det, at det var noget man gerne ville i Gørlev og her har der ikke været mulighed for at opnå enighed,” fortæller Jakob Beck Jensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, og fortsætter,

”Der er andre arealer i området som kunne være interessante, og der har vi åbnet op for, at lokalrådet kan tage kontakt til administrationen, så det er ikke sådan, at vi afviser alle de tanker, lokalrådet har.”

De tanker som Gørlev og Omegns Lokalråd tidligere også har arbejdet med, er en støjvold placeret ved Florparken ud til Gørlev Landevej mellem Florvænget og Gørlev Idrætsefterskole.

Men den første idé om en støjvold ud mod Gørlev Landevej, fra Gørlev Sø og frem til rundkørslen ved Kirkevangen, bliver altså ikke til noget.

Del