Kæmpe fodboldfest trods stort nederlag
Onsdagens kamp i Raklev blev rekordernes aften. Hele 2700 betalende tilskuere er ny tilskuerrekord på ’Ellede Road’.
Af Jens Nielsen
Raklev var i den grad oppe mod overmagten, da de onsdag aften mødte superligaklubben Sønderjyske i pokalturneringen. Trods et knusende nederlag blev det en stor fodboldfest i Raklev.
For en uge siden tabte FC Kalundborg med 11 mål til OB, og onsdag var det så Raklevs tur til at møde et superligahold.
Her endte resultatet 0-10 til Sønderjyske. Efter de første 30 minutter var stillingen 0-0 og de mange tilskuere håbede på et lille mirakel, men derfra regnede målene ind i en lind strøm.
Onsdagens kamp i Raklev blev rekordernes aften. Hele 2700 betalende tilskuere er ny tilskuerrekord på ’Ellede Road’ og Sønderjyske hentede deres største sejr i klubhistorien og er sikkert videre i Pokalturneringen.
”Det har været en fantastisk dag. Vi havde ikke turde drømme om at så mange mennesker ville støtte op, så uagtet resultatet på banen så har det været sjovt og dejligt at se folk i alle aldre nyde fodbolden og så er vi selvfølgelig rigtigt glade for det arbejde de mange frivillige har gjort,” fortæller Anders Thykier, fodboldformand i RGI til TV2 Øst.
Trods det store nederlag til Raklev blev det en stor fodboldfest. De mange frivillige kræfter i RGI fik, sammen med en række af lokale sponsorer, skabt en stor fodboldfest med højt humør i det flotte sensommervejr.
Raklev havde fået den mangeårige fodboldkommentator og tv-vært Carsten Werge, til at passe stadion mikrofonen i dagens anledning.