Ny motivation til skoletrætte elever

Ordningen kombinerer skolegang med praktik i virksomheder, og indebærer et reduceret skema med færre fag end i den almindelige folkeskole.

Ny motivation til skoletrætte elever
Som en af godt 30 elever i Kalundborg Kommune har 14-årige Mille Marie Gail Andersen valgt at starte i juniormesterlære – et praksisnært skoletilbud for elever, der skal i 8. eller 9. klasse. Foto: Kalundborg Kommune.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Praksisnær skolegang med praktik hjælper unge i Kalundborg Kommune til større trivsel og overskud i hverdagen.

Som en af godt 30 elever i Kalundborg Kommune har 14-årige Mille Marie Gail Andersen valgt at starte i juniormesterlære – et praksisnært skoletilbud for elever, der skal i 8. eller 9. klasse. Ordningen kombinerer skolegang med praktik i virksomheder, og indebærer et reduceret skema med færre fag end i den almindelige folkeskole.

Mille Marie Gail Andersen går i juniormesterlæreklassen på Svebølle Skole og har siden opstarten haft to dage om ugen i praktik og tre dage i skole. For hende har kombinationen haft en mærkbar positiv effekt på både motivation og trivsel.

Praktik giver pause fra bøgerne

For Mille Marie Gail Andersen fungerer praktikdagene som et tiltrængt afbræk fra den traditionelle skolegang: ”Jeg har haft brug for at prøve noget nyt. Jeg har altid haft krudt i røven, så jeg ville gerne prøve noget, hvor jeg kan få brugt noget af min energi. Og det kan jeg, når jeg er i praktik.”

Ifølge Mille gør pauserne fra klasseværelset det nemmere at koncentrere sig, når hun er tilbage i skolen: ”Skolen er blevet meget bedre for mig, fordi jeg får en pause fra timerne. Og fordi jeg ikke skal koncentrere mig om så mange forskellige fag, så bliver det nemmere at følge med i undervisningen.”

Fra skoletræthed til skoleglæde

Tidligere har skolegangen været forbundet med manglende motivation for Mille Marie Gail Andersen, men juniormesterlæreordningen har ændret hendes oplevelse markant: ”Jeg har tidligere følt en form for tomhed, når jeg har været i skole. Jeg har haft lyst til at tage hjem og ikke komme tilbage. Men nu glæder jeg mig faktisk til at komme i skole.”

Oplevelsen deles af flere elever i ordningen, fortæller Trine Jacobsen, vejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning i Kalundborg Kommune. Hun peger på, at kombinationen af praktik og reduceret skema gør skolegangen mere overskuelig for mange: ”Vi hører fra flere elever, at ordningen med to dages praktik og tre dages skole simpelthen gør skolegangen mere overskuelig. Eleverne har reduceret skema, så der er færre fag at forholde sig til, og der er færre timer i klassen. Samtidig får de mulighed for at prøve kræfter med reelle arbejdsopgaver i en branche, de måske endda på forhånd havde en interesse i.”

Virksomheder er afgørende for ordningen

Eleverne i juniormesterlære har selv ansvaret for at finde en praktikplads. Hvis det ikke lykkes, tilbydes de et praktisk undervisningsforløb. Derfor spiller virksomhedernes opbakning en central rolle.

Milles mor, Jane Gail Andersen, har oplevet udfordringer i jagten på praktikpladser: ”Det er svært for os forældre at hjælpe vores børn, der gerne vil noget bestemt, når virksomhederne takker nej til praktik. Jeg ved ikke om det er manglende viden om ordningen, om det er for bøvlet, eller om der er en helt tredje grund. Uanset hvad, er det ærgerligt, for her i familien kan vi virkelig mærke, hvordan juniormesterlæren har givet Mille mere glæde i hverdagen og mere overskud til skolen.”

Trine Jacobsen genkender udfordringen, men understreger, at ordningen fortsat er ny: ”Det er ærgerligt, at nogle elever oplever udfordringer med at finde praktikpladser. Heldigvis oplever vi også, at mange virksomheder byder sig til, og nu, hvor ordningen har kørt et halvt års tid, har virksomhederne forhåbentligt også fået mere viden om, hvad de eventuelt siger ja til. Og det kan forhåbentligt være med til at ændre et nej til et ja.”

Klar anbefaling – med forbehold

Mille Marie Gail Andersen har et tydeligt råd til andre unge, der er blevet trætte af skolen: ”Jeg vil klart anbefale juniormesterlære til andre, for hvis man er skoletræt og ikke gider skolen mere, så kan man få den pause i praktikken, der gør, at man kan koncentrere sig i timerne og få noget ud af undervisningen.”

Uddannelsesvejlederen bakker op om anbefalingen, men peger samtidig på vigtigheden af rådgivning: ”Fordi juniormesterlæreordningen ikke åbner direkte for de samme ungdomsuddannelser som en traditionel afgangseksamen, er det en god idé at tage en snak med ens uu-vejleder og forældre om både muligheder og begrænsninger, inden man lægger sig helt fast.”

Der afholdes informationsmøde om juniormesterlæreordningen den 5. februar kl. 17.00–18.30 på Svebølle Skole, Høng Skole og Skolen på Herredsåsen, som alle tilbyder ordningen fra skoleåret 2026/2027.

Del