Juletravlhed, romantik og nisser på scenen i 'Den Gamle Jul'
Prøverne er i fuld gang på årets juleforestilling hos Kalundborg Amatør Teater.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Prøverne er i fuld gang på årets juleforestilling hos Kalundborg Amatør Teater. ‘Den Gamle Jul’ byder på gammeldags julestemning og en hjemkomst, der ikke går helt som forventet.
Kalundborg Amatør Teater (KAT) gør klar til årets juleforestilling, ‘Den Gamle Jul’, hvor det store børneensemble medvirker. Familiejulekomedien byder på romantik, spænding, nisser og muntre indfald og kan opleves fra den 26. til den 29. november.
Birgit Nielsen, Iben Dyel og Jakob Hedeboe står for instruktion og tilrettelæggelse.
Julestemningen kommer på prøve
Handlingen begynder den 22. december 1901. I Clare Andersens manufakturhandel er der juletravlhed, og snakken går, mens byens madammer gør deres indkøb.
Enkeborgmesterinde Svane venter sin datter, Line, hjem til jul. Datteren studerer husførelse i de fornemme kredse i København, hvilket enkeborgmesterinden gerne fremhæver over for Clare Andersen, hvis søn, Esben, »blot« studerer i hovedstaden.
De to unge er begge ombord på sejlskibet Jefmine, da der kommer besked om, at havnen er frosset til. Skibet må derfor anløbe Århus i stedet, og pludselig er julestemningen i den lille by truet.
Line og Esben når alligevel frem med den nye jernbane. Men ved hjemkomsten viser det sig, at Line er gravid. Enkeborgmesterinden slår hånden af sin datter, som i stedet må holde jul hos Clare Andersen. Spørgsmålet om, hvem faderen er, bliver en del af fortællingen, hvor også nisserne naturligvis spiller en rolle.
Fem forestillinger i november
»Den Gamle Jul« spiller på følgende tidspunkter:
- Torsdag den 26. november kl. 19.30
- Fredag den 27. november kl. 19.30
- Lørdag den 28. november kl. 12.00 og kl. 16.00
- Søndag den 29. november kl. 15.00
Billetter kan købes via Place2Book