Julestemning, lokale boder og masser af hygge på Stejlhøj

Stejlhøjhus slog i weekenden dørene op til deres traditionsrige julemarked.

Julestemning, lokale boder og masser af hygge på Stejlhøj
Der var rigtig mange mennesker forbi Stejlhøjhus lørdag til julemarked. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Stejlhøjhus slog i weekenden dørene op til deres traditionsrige julemarked, og igen i år strømmede besøgende til for at nyde den hyggelige atmosfære. Markedet på Stejlhøj emmede af julestemning, duften af gran og masser af aktiviteter for både børn og voksne.

I både hovedbygningen og det stemningsfulde gartneri kunne gæsterne gå på opdagelse blandt et bredt udvalg af boder. Her viste lokale værksteder, kunsthåndværkere og samarbejdspartnere deres produkter frem – lige fra unikke kunsthåndværk og brugskunst til julepynt og lækre hjemmelavede specialiteter.

Musik og julehygge

Husbandet Kryds & Tværs leverede stemningsfuld julemusik, som var med til at skabe den helt rigtige atmosfære. Selvom julemanden måtte melde afbud i år, var julekonen klar til at sprede glæde og julestemning blandt de mange besøgende.

Cafébesøg og julelækkerier

Husets café var også et populært samlingspunkt, hvor gæsterne kunne varme sig med gløgg, spise nybagte æbleskiver og nyde andre julelækkerier mellem besøgene i de mange boder.

Del