Magisk julemarked på Kragerup Gods
For 29. år i træk holder Kragerup Gods julemarked med et væld af boder og aktiviteter.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
En times tid efter det store julemarked på Kragerup Gods havde lukket den første bil, og dermed de første gæster ind, havde de venlige parkeringsvagter svært ved at finde pladser til de mange biler.
Det er nemlig populært at tage på julemarked, og Kragerup Gods er et af de steder, hvor man allerede først i november disker op med et kæmpestort julemarked.

Man kunne få en snak med julemanden i hans fine kan, mens mor og far tog billeder. Foto: Charlotte Koefoed
De fleste bygninger tages i brug til de boderne, og der er kommet flere og flere telte op, så man kan gå i tørvejr og nyde varieteten. Her er alt fra børstenbinder til glaserede æbler, kvalitetsvanilje, kunsthåndværk og juleting, til nyskudt vildt, som man selv skal plukke og rense, før der kommer fasan i gryden.
De seneste par år har man kunne købe billetter, hvor det også er muligt at tilkøbe juletallerken i hovedbygningen.
Der var hestevognskørsel, pandekager og skumfiduser over bål og mulighed for at male på julekugler.
Kort sagt kunne man sagtens bruge en hel dag på det store julemarked, hvor der var over 100 boder.
Traditionen tro blev julemarkedet for alvor skudt i gang, da Slagelse Nissegarde trak op og gik op til hovedbygningen med godsejer Birgitte Dinesen i spidsen.

Overalt på godsets arealer var der boder og aktiviteter. Foto: Charlotte Koefoed
Omkranset af gæster spillede garden julemusik, mens maskotten gav et lille dansenummer på gårdspladsen.
Årets julemarked er nummer 29 i rækken. Der er også åbent søndag den 9. november fra klokken 10 til 16.