Julebryggen til støtte for Lys på Kalundborg er klar
I år er der fremstillet 4000 flasker øl og 300 flasker kaffelikør. For hver solgte øl støtter man Lys på Kalundborg med 5 kroner, og for hver solgte likør går 25 kroner til foreningen.
![Julebryggen til støtte for Lys på Kalundborg er klar](/media/pdwlewwd/_dsc5390.jpg?width=50)
Af Jens Nielsen
For fjerde år i træk har foreningen Lys på Kalundborg lanceret den lokale Kalundborg Julebryg. Sidste års kaffelikør er også at finde på butikshylderne igen.
Begge dele er lavet efter den samme opskrift fra de forrige år og fremstillet af Ørbæk Bryggeri.
Juleøllet blev præsenteret fredag eftermiddag i Kordilgade ud for Din Tøjmand. Her blev den ene flaske øl efter den andet åbnet og der blev delt smagsprøver ud til alle som kom forbi og dem som havde smagt juleøllen før, var enige om, at den er lige så god i år som de andre år.
” Overskuddet fra salget af julebryggen går til at skabe mere lys på Kalundborg. Lige nu arbejder vi med et projekt med en lysende båd i havneparken og vi håber der bliver solgt meget øl og så søger vi også nogle fonde så vi kan skabe mere lys på Kalundborg,” forklarede Per Junge, formand for sammenslutningen Lys på Kalundborg, de mange som var samlet for at få en smagsprøve.
Udkommer i begrænset antal
Kalundborg Julebryg er en økologisk Brown Ale med en alkoholprocent på 5,8 og et hint af appelsin. Kaffelikøren er ligeledes økologisk. Julebryggen kan købes i Meny, Kvickly, Føtex og de to Rema 1000-butikker, mens Meny, Kvickly og Føtex står for salget af kaffelikøren. Begge dele kan købes nu.
I år er der fremstillet 4000 flasker øl og 300 flasker kaffelikør. For hver solgte øl støtter man Lys på Kalundborg med 5 kroner, og for hver solgte likør går 25 kroner til foreningen.
Det er Lys på Kalundborg som har sørget for, at der er en flot julebelysning i midtbyen i Kalundborg og de står også bag projektet med lys på de to radiomaster på Gisseløre.