Jul i Skibbrogade: Hyggelig julestemning midt i Kalundborg
SKØL Brygkompagni og TEKSTUR har valgt at bidrage til julehyggen med tre lørdage i december, hvor Skibbrogade fyldes med lys, gløgg, æbleskiver, lokale kreationer og selvfølgelig julehygge.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Det er endelig blevet december - måneden som alle, der elsker julen, venter på. Det er måneden, der er fyldt med lys, søde sager og ikke mindst hygge. Derfor har SKØL Brygkompagni og TEKSTUR valgt at bidrage til julehyggen med tre lørdage i december, hvor Skibbrogade fyldes med lys, gløgg, æbleskiver, lokale kreationer og selvfølgelig julehygge.
Kalundborgs midtby inviterer til julestemning, når TEKSTUR og SKØL Brygkompagni arrangerer Jul i Skibbrogade. Arrangementet byder på hygge for hele familien og finder sted på følgende datoer:
- 6. december kl. 10–15
- 13. december kl. 10–15
- 20. december kl. 10–18
Lys, gløgg og julelækkerier
Den øvre del af Skibbrogade, fra Kordilgade til Solsikken, fyldes med lys og julehygge. Besøgende kan varme sig med gløgg, æbleskiver og brændte mandler, nyde lækker mad og møde lokale med varme smil.
Flere lokale aktører skaber julestemning
Gaden bliver også et mekka for kunsthåndværk, julebøger og unikke håndlavede ting, alt skabt af lokale kræfter. Blandt deltagerne finder man Haps en Burger, Costa Kalundborg Kaffe, Bogbyerne og kunsthåndværker Sofie Lykke Andersen.
Derudover deltager værkstederne fra Solsikken, Det Kreative Værksted på Røsnæs og Stejlhøjhus, som alle er en del af den beskyttede beskæftigelse i Kalundborg.
Udvalgte lokale aktører vil i løbet af de tre lørdage byde på nips og julelækkerier, så der er altid noget nyt at opdage.
Gratis og for alle
Arrangementet er gratis at besøge og støttes af markedsføringsudvalget under Vores Kalundborg. Bag initiativet står SKØL Brygkompagni og TEKSTUR, som resten af året også skaber hyggelige aktiviteter i Skibbrogade.