Jubilæumsture på havet

Folkene på Fulton sejler i 2025 et jubilæumstogt, med 3-timers sejlture fra 25 forskellige havne fra Skagen til Gråsten og Rønne til Lemvig. 

Jubilæumsture på havet
Søsætning af Fulton i 1915.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I går, den 26. marts, var det 110 år siden, at Fulton for første gang gled i vandet. Skibet blev bygget på Christian Ludvig Johansens skibsværft i Marstal til hovedsageligt at sejle med klipfisk fra Newfoundland til Middelhavet.

I dag har Fulton base i Esbjerg, men er stadig hjemskrevet i Marstal og ejet af Nationalmuseet, mens det er Fulton Fonden, der driver skibet. Fulton har også, netop i 2025, sejlet 55 år som fragtskib, både under dansk og svensk flag, men også 55 år som ungdoms- og museumsskib.

Fulton sejler nemlig i dag med andet end klipfisk, da de blandt andet arrangerer lejrture for unge mennesker i sårbare situationer. Red Barnet har fx arrangeret en del ture gennem årene med Fulton.

Jubilæumstogt

Fulton vil gerne fejre jubilæet sammen med så mange, som muligt rundt i hele landet. Derfor sejler folkene på Fulton i 2025 et jubilæumstogt, med 3-timers sejlture fra 25 forskellige havne fra Skagen til Gråsten og Rønne til Lemvig. Alle kan købe billet til turene.

Billetter købes her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/event_list/EM10921 Dog er turene fra Kalundborg den 25. maj allerede udsolgt, hvilket de blev kort efter Kalundborg Maritim Formidlings opslag den anden dag. Der er dog stadig ture fra andre havne, hvis man er interesseret.

Del