Jonas Henriksen en skændsel

Læserbrev: Jonas Henriksen en skændsel
På kommunalbestyrelsesmødet i onsdags under punkt 14, hvor kommunalbestyrelsen skulle tage stilling til igangsætning af plangrundlag for solcelleanlæg i 2025 og 2026 fik Jonas Henriksen fra Kalundborg Listen det ikke, som han ønskede. Dette fik Jonas Henriksen til at fremture med noget der ligner injurier samt hidsigt beskylde en stor del af kommunalbestyrelsesmedlemmerne for nepotisme, altså korruption for åben skærm direkte ud i æteren. Så du det ikke, kan det ses på kommunens politiker web tv.
Såfremt Jonas Henriksen har beviser for sin påstand må han fremlægge dette for offentligheden og ellers forventes hans uforbeholdne undskyldning for sin helt igennem uacceptable opførsel fremsat også for åben skærm på næste møde i kommunalbestyrelsen. Om man er tilhænger eller modstander af solcelleanlæg er op til den enkelte. Det drejer sig om at være værdig eller uværdig samt troværdi - Jonas’ opførsel var en skændsel. Susanne Ladefoged, borger og skatteyder i kommunen og dermed med til at betale vedlaget til medlemmer i kommunalbestyrelsen heriblandt Jonas’ - lad det stoppe ved årets udgang efter næste kommunalvalg.
Susanne Ladefoged, Tjørnhøjsvej 23, Gørlev.