Jeg vil bare gerne være deres mor

Læserbrev: Jeg vil bare gerne være deres mor

– en beretning om mødet med Fagcenter Børn og Familie i Kalundborg Kommune.

Jeg er alenemor til to drenge på hhv. 11 og 17 år, de har begge dobbeltdiagnoser og vi har været bosat i Kalundborg Kommune i snart et årti. På grund af drengenes særlige behov, har vi haft med Fagcenter Børn og Familie at gøre, stort set fra den første dag. Min ældste søn er diagnosticeret infantil autist, han har ADHD samt nogle andre udfordringer. I de 10 år, vi har haft med Fagcenter Børn og Familie at gøre, har mine drenge tilsammen haft et tilsvarende antal rådgivere/sagsbehandlere. Der har været stor udskiftning i afdelingen, en del pga. sygemeldinger, men også pga. opsigelser. Det har været opslidende for mine drenge at skulle forholde sig til nye mennesker med jævne mellemrum, og det har været frustrerende for mig at skulle starte forfra så mange gange. Vi er pt. ved den 3. rådgiver på bare 8 måneder. Når sagsbehandler/rådgiver er fraværende, grundet sygdom eller ferie, bliver jeg ikke informeret herom. I mellem tiden går alt på pause og ingen arbejder på mine børns sager. Selv underretninger der normalt skal reageres på indenfor 24 timer, ligger bagest i bunken. Og der er til dato stadig ikke handlet på senest indkomne.

Trauma

Jeg har sideløbende haft kontakt med en del andre instanser for at få råd og vejledning: Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Børns Vilkår, Ankestyrelsen, Socialstyrelsen samt advokater med speciale i socialret. Kalundborg Kommune er kendt og berygtet i resten af landet for deres mangelfulde og sløsede sagsbehandling, især på området for børn og familie. Udtrykket ”som at slås med en dyne” er absolut ikke en ukendt frase i denne sammenhæng. Jeg har kæmpet med den samme dyne i mange år, den er ikke blevet lettere med tiden, tvært imod. Den er tungere end nogensinde, og lige nu føles det som om at den er ved at vinde slåskampen. Der er i min søns snart 18-årige lange liv blevet lavet adskillige underretninger og bekymringer, indberetninger og socialrapporter, henvendt til kommunen. Overlæger, læger, specialsygeplejersker, psykiatere, psykologer, pædagoger, lærere, skoleledere og politiet har igennem tiden udtrykt deres bekymring for min søns adfærd, trivsel og udvikling. Man har samtidig gjort opmærksom på, at der også er en lillebror i familien, hvis trivsel og udvikling også er påvirket. Man har påpeget, at hvis den rette hjælp ikke blev givet, ville der været øget risiko for en alvorligt dysfunktionel familie. Vi er efterhånden ikke langt fra, og de sidste par år har været traumatiske for os alle 3. Jeg har i dette forløb fået konstateret kompleks PTSD, min ældste søn har tilbagevendende depressioner og anfald af panikangst, hvilket har medført selvmedicinering med div. substanser. Min yngste søn er begyndt at lide af angst og nu også skolevægring. De omstændigheder vi har og bliver udsat for, har udløst traumatiske reaktioner hos os alle 3, hver især på forskellige måder. Mennesker har bestemte følelsesmæssige behov. Hvis ens behov gentagne gange tilsidesættes, kan de udløse en eller flere traumeresponser. Og det er det, vi som familie er blevet udsat for.

Kollegiet

Min ældste søn blev frivilligt anbragt på et kollegium for unge med særlige behov i marts 2022. Det var en frivillig anbringelse, delvis efter hans eget ønske, samt en erkendelse fra min side af, at det ikke kunne lade sig gøre uden professionel hjælp. Han blev anbragt på eget værelse ifølge § 52 og med støtte efter § 85 i serviceloven. Rådgiveren og ledelsen på kollegiet var af den overbevisning, at min søn ville få den rigtige hjælp og støtte hos dem. Det blev hurtigt tydeligt for mig, at min søn ikke var anbragt det rigtige sted, for den hjælp og støtte, flere fagfolk havde tydeliggjort overfor rådgiveren at min søn skulle have, og som han i øvrigt også blev lovet, udeblev. Min søn visner nu for øjnene af mig, han er depressiv og vandrer rastløs rundt. Han er modløs, beskidt og helt ligeglad med sig selv og andre. Han har opgivet at passe sin skole, sover det meste af dagen og er påbegyndt en kriminel løbebane. Hans lejlighed er ofte meget beskidt, på grænsen til det sundhedsfarlige. Støtten og hjælpen til at vedligeholde sig selv og bolig, er særdeles mangelfuld. Anbringelsesstedet har ikke erkendt, hverken overfor mig eller afdelingen i kommunen, at de ikke kan klare opgaven. Personalet på anbringelsesstedet er ikke fagligt dygtige nok, de har ikke nok viden eller erfaring til at arbejde med unge med autisme og ADHD, dog reklamerer de for det modsatte. Fortrinsvist er det faglærte der skal stå for kontakten med min søn, men den eneste med en pædagogisk uddannelse har begrænset kontakttid med ham. Det lader til at de har opgivet min søn. De fralægger sig deres ansvar ved at påstå, at min søn ikke vil have den hjælp de tilbyder ham. Personalet ændrer ikke deres strategi og har ikke forsøgt andre tilgange for at nå og hjælpe ham. Et frivilligt tilbud om fælles kostordning med pædagogiske måltider 3 gange om ugen, selvbetalt, blev af rådgiver nr. 2 sat i bero med start september. Min søn spiser mad hos mig, da hans tilstand gør at han ikke kan deltage i samværet med de andre unge. Min søn betaler stadig til ordningen og hans køleskab er tomt med jævne mellemrum. For at fremme fællesskabet på kollegiet er der ligeledes oprettet en forening. Betaler man ikke kontingent, bliver man ekskluderet. Jeg er målløs over den behandling min søn er udsat for. Det handler ikke kun om hans diagnoser, men om meget mere grundlæggende ting. Det gået op for mig, at han dårligt bliver anset for at være et menneske. Et menneske med frihed, værdighed og rettigheder. Min søn modtager ikke anerkendelse, påskønnelse eller respekt, og får ikke dækket de sociale eller basale behov som følelsen af tilhørsforhold, tryghed og nærhed, Selv nogle fysiske behov, får min søn heller ikke dækket, der kan nævnes søvn, kost og hygiejne. Han bliver udsat for omsorgssvigt i en sådan grad, at formålet med anbringelsen, som bl.a. er at min søn skal guides og styrkes i at kunne klare sig selv i voksenlivet, ikke længere er relevant. Nu handler det om at prøve at få ham til at forstå at livet stadig er værd at leve. Og det prøver jeg på hver dag. Min søn opholder sig mere hos mig i dagtimerne end han gør i sin egen lejlighed, da han føler sig utryg på kollegiet.

Lovbrud

En ny lovbestemmelse om den gode overgang til voksenlivet for unge med handicap fra det 16. år, trådte i kraft d. 1/1-2021. Min søn fylder 18 år d. 17/1-2023, hvilket vil sige, at kommunen skulle have været startet det indledende arbejde for 2 år siden. Da der er truffet afgørelse om efterværn, og min søn ikke vurderes til at være i målgruppen for at modtage dette, da han ikke kan klarer sig selv, skal han flytte pr 16/1-2023. Om 2 måneder stopper det tilbud han har på kollegiet, derefter ved hverken han eller jeg hvor han skal bo og kommunen stikker hovedet i busken. Man har altså intet foretaget sig, til trods for at lovgivningen siger det modsatte. Socialstyrelsen har gjort information og inspirationsmateriale, om den nye lovbestemmelse, tilgængeligt. Kommunerne kan gøre brug af dette, når de nu er pålagt at begynde forberedelsen af overgangen til voksenlivet allerede når den unge fylder 16 år. Fagcenter Børn og Familie har valgt ikke at rette sig efter den lovbestemmelse i forhold til min søn. Forvaltningsloven har kommunen også ved flere lejligheder valgt at se stort på. Jeg modtager i juni måned et udkast til en handleplan, den sendes til partshøring og jeg giver rettidigt besked om at den ikke kan godkendes. Den er ikke fyldestgørende eller aktuel. Daværende rådgiver undlader at ændre handleplanen og misligholder det grundlæggende ved en partshøring ved ignorere mine kommentarer og rettelser. Man har også misligholdt vejledningspligten ved at undlade at vejlede min søn og mig. Jeg er blevet ignoreret og tilsidesat, har følt mig vildledt og misforstået. Desuden er der truffet forkerte afgørelser og der er ikke medsendt klagevejledning ved alle afgørelser. Generelt er det ikke en spidskompetence afdelingen i kommunen benytter når det handler om god forvaltningsskik. Jeg har gennem mit årti i Kalundborg Kommune sjældent oplevet tillidsskabende forvaltning ej heller venlig eller hensynsfuld optræden. Klage om inhabilitet pga. uvenskab hos første rådgiver blev afvist. Afdelingen i kommunen har gentagne gange ikke overholdt frister for sagsbehandlingstid. Og ledelsen bakkede op rådgivers håndtering, uden at høre de øvrige involverede parter.

Afdelingen i kommunen har brudt følgende paragraffer i Serviceloven:

• 19 - Kommunen har ikke sørget for det optimale tilbud til min søn.
• 46 - Min søn er i målgruppen for børn og unge med særlige behov for støtte:

Men man har ikke fulgt de punkter paragraffen indeholder, herunder at fremme min søns trivsel og sundhed og forberede ham til et selvstændigt voksenliv.

• 48 a - Retten til selvvalgt bisidder.

Min søn er blevet nægtet en selvvalgt bisidder uden en gyldig grund til et møde med hans rådgiver afholdt i juni måned. Jeg har bedt om at få en skriftlig begrundelse med en tilhørende klagevejledning. Denne er endnu ikke blevet fremsendt.

• 54 - Støtteperson til forælder: Før min søns frivillige anbringelse, under anbringelsen og efter anbringelsen, skulle jeg have have haft en støtteperson, hvilket vil sige allerede fra marts 2022. Dette glemte man imidlertid – og først i august blev jeg tilbudt en støtteperson på ny. Da jeg fandt en, der kunne hjælpe, afviste kommunen, da han skulle bruge mere tid end det, kommunen vurderede der var behov for eller råd til.
• 68 b stk. 2 og 4 - Afgørelse og begrundelse af anbringelsessted og støtteperson til min søn: Kommunen har ikke valgt det anbringelsessted til min søn, der bedst kan imødekomme hans behov, der er aldrig blevet lavet en afgørelse der omhandler begrundelsen for valget af anbringelsessted. Kommunen har heller ikke hjulpet min søn med at finde en person, der kunne udpeges til at være hans støtteperson under anbringelsen.
• 70 - Vurdering om indsatsen for min søn skulle ændres jf. handleplanen har aldrig fundet sted.
• 140 - En relevant, aktuel og godkendt handleplan er ALDRIG blevet udarbejdet i forbindelse med anbringelsen af min søn på kollegiet.

Ovenstående er deciderede lovbrud, begået af den rådgiver, der sideløbende med at min søn blev glemt og forsømt, blev forfremmet til Faglig Koordinator i Fagcenteret.

Klager

Ind imellem lader det til, at kommunen ønsker at man giver op, for alt virker så svært, urimeligt og langtrukkent, og på intet tidspunkt føler man sig hørt eller hjulpet. Man føler sig kun til besvær når man henvender sig – hvis man da er heldig at få fat i den rådgiver, der har ”tjansen” på det givne tidspunkt. Man må selv finde ud af, hvilke rettigheder man har og hvilke muligheder for hjælp man har i den aktuelle situation man står i. Jeg må selv læse op på lovgivningen for at kende til min søns og mine rettigheder. I min desperation har jeg flere gange klaget til Folketingets Ombudsmand, fordi kommunen gang på gang ikke overholder tidsfristerne for sagsbehandlingen. Jeg har henvendt mig til Ankestyrelsen for at klage over afgørelser og jeg selv og andre har lavet underretninger på min søn og de alt for ringe forhold på kollegiet, samt en episode hvor han var selvmordstruet. Jeg har kontaktet Socialstyrelsen for at informere dem om, at man i Kalundborg Kommune samarbejder med et firma, der sådan set bare opbevarer de unge. Man anser dem for at være objekter for en ydelse, bestilt af kommunen og leveret af dem. Dette er deres egen beskrivelse. Hvis kommunen bestiller noget andet eller mere, og selvfølgelig betaler for det, kan man lave ændringer i ydelsen, ikke før. Uanset hvor dårligt det så end står til med den unge, så foretager man sig absolut ingenting, førend pengene lander. Personalet

på kollegiet får, af deres ledelse, mundkurv på og al kommunikation lukkes ned, når kritikken kommer for tæt på. Jeg har klaget til flere ledere og chefer i Fagcenter Børn og Familie, påpeget den meget mangelfulde sagsbehandling og forsømmelse af min søn på anbringelsesstedet. Jeg har sågar klaget til borgmesteren og flere medlemmer af kommunalbestyrelsen, uden resultat.

Børnene taber

Det er dybt kritisabelt, at man som borger i Kalundborg Kommune skal kæmpe så lang og sej en kamp for at få den rette hjælp, når man har børn med særlige behov. Man skal som forælder affinde sig med den ringe kommunikation, mangelfulde rådgivning og fejlbefængte sagsbehandling i Fagcenter Børn og Familie. Man skal affinde sig med at alle implicerede parter fralægger sig deres ansvar, vasker deres egne og hinandens hænder og kaster problemet videre. Man bliver presset til at opgive, men så opgiver man også sine børn, det er jo dem, der bliver tabt i alt det her. Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der kæmper med Fagcenter Børn og Familie på denne måde. Det må da være muligt at råbe borgmesteren og kommunalbestyrelsen op, så man kan få tilført området de nødvendige ressourcer og kompetencer, for at få håndteret denne problematik. Man kunne starte med at de folkevalgte i kommunen tager ansvar og ikke blot sender sagen videre til selv samme afdeling, som klagen vedrører. Endvidere kan man lade socialtilsynet om at sikre at det private sociale tilbud kommunen har bestilt ydelser hos, har den fornødne kvalitet. Jeg vil bare gerne være mor for mine drenge. Men jeg er nødt til at være langt mere end det, fordi det system, der burde hjælpe, fejler. Jeg er nødt til at være tovholderen med det store overblik i alle aspekter af deres liv. Jeg er deres socialrådgiver, advokat, lærer, pædagog, psykolog og støtteperson.

Følgende faktorer har jeg kæmpet med for at ændre udfaldet af kommunens fejlslagne og uengagerede venstrehåndsarbejde. løbet af de 8 måneders frivillig anbringelse har der været:

• 1 åbenlys fejlplacering
• 3 uvidende rådgivere
• 6 alvorlige underretninger
• 7 deciderede lovbrud

Lagt sammen med:

• 1 underfundigt kollegium
• 1 privat pengemaskine
• 1 uansvarlig ledelse
• 2 ufaglærte kontaktpersoner

Resulterer i en dysfunktionel familie med fem ekstra diagnoser og ikke mindst et ungt menneske der har mistet modet, troen på sig selv og lysten til livet.

Mor, Heidi-Maria Ejva Sanding, Cæcilieparken 16, 4400 Kalundborg