Ja tak til tre kunstprojekter - Kalundborg får markant gavlmaleri
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde tirsdag den 17. marts, tog udvalget stilling kunstfondens midler. Der var tre ansøgninger, som alle fik et ja tak. Et af dem er det markant gavlmaleri, som kunstneren Maja Lisa Engelhardt vil donere til Kalundborg Kommunes borgere.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
I forbindelse med budgetaftalen for 2023 blev der afsat en årlig pulje til etablering af en kunstfond med henblik på at styrke billedkunsten i det offentlige rum i Kalundborg Kommune.
Puljen administreres af Kultur- og Fritidsudvalget, som på udvalgets seneste møde skulle tage stilling til de tre projekter, der var blevet vurderet egnede af en ekstern kunstfaglig rådgiver.
"Vi sagde ja tak til alle tre projekter, så nu kan ansøgerne komme i gang," siger Hans Munk (R), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Gavlmaleri er gave fra kunstneren
En af de tre ansøgninger, som udvalget skulle tage stilling til, er fra Lundbyekomitéen. De har søgt om 212.890 kroner til et gavlmaleri ved Tømmerslippen, som ligger ved Kordilgade 28-30.
Det er den lokalt forankrede og internationalt kendte kunstner Maja Lisa Engelhardt, der ønsker at udføre maleriet uden honorar – som en gave til Kalundborg Kommunes borgere i anledning af sin runde fødselsdag. Maja Lisa Engelhardt fylder nemlig 70 år i begyndelsen af maj.
Lundbyekomitéen betragter det som en fornem gestus fra kunstnerens side, og det er Hans Munk enig i: "Vi er virkelig glade for den gave, Maja Lisa Engelhardt vil give til kommunen. Det sætter vi stor pris på. Og forarbejdet til ansøgningen er virkelig gennemarbejdet," siger han.
To projekter mere
De to andre ansøgninger, der opnåede støtte, er fra Raklev Menighedsråd og fra Kalundborg Basketball Saintz.
Raklev Menighedsråd har søgt om 142.000 kroner til et mindested ved Raklev Kirke – en skulptur af kunstneren Peter Brandes. Projektet er berettiget til et tilskud på 92.000 kroner, men den samlede pris er 205.000 kroner. Med støtten fra kommunen kan Raklev Menighedsråd nu gå i gang med at søge om det resterende beløb hos fonde.
Kalundborg Basketball Saintz har søgt om 300.000 kroner til et monumentalt værk i beton, som kunstneren Esben Klemann skal udføre. De har fået tildelt hele beløbet og kan nu også iværksætte projektet.
Værket er tænkt som et skulpturelt landskab, hvor kunst og idrætskultur integreres, og hvor brugerne kan bevæge sig på skulpturen.