IT-skandaler for milliarder med alvorlige konsekvenser for sundhedsvæsenet

Læserbrev: IT-skandaler for milliarder med alvorlige konsekvenser for sundhedsvæsenet
Da amterne blev nedlagt i 2007, blev der begået en fatal fejl: I stedet for at skabe et samlet, ensartet sundhedsvæsen med fælles kliniske retningslinjer, fælles indkøb, prispolitik og – vigtigst af alt – en fælles IT-platform, valgte man at oprette fem selvstyrende regioner. Resultatet? Et fragmenteret sundhedssystem, hvor regionerne har fået enorm magt over patientbehandlingen, men uden den nødvendige IT-viden og strategiske styring.
Et milliarddyrt IT-kaos
De to østlige regioner valgte at investere milliarder i det amerikanske IT-system "Sundhedsplatformen" fra Epic. De tre øvrige regioner gik i en anden retning og udviklede i samarbejde med danske Systematic deres eget journalsystem, designet specifikt til det danske sundhedsvæsen. Konsekvenserne af denne splittelse har været enorme:
- Dyrt og ineffektivt: Sundhedsplatformen har kostet skatteborgerne mange unødvendige milliarder, mens det danske alternativ fungerer langt bedre, til meget færre penge og har opbakning fra både personale og patienter.
- Utilfredshed blandt personalet: Frustrationen over Sundhedsplatformen har været så stor, at mange ansatte har søgt job i naboregioner eller endda i udlandet for at slippe for systemet.
- Manglende sammenhæng i patientdata: Forskellige IT-systemer betyder, at data ikke deles effektivt på tværs af regionerne, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for patienternes behandling.
Seneste skandale: Fejlslagent udbud på billeddiagnostik
Det stopper desværre ikke her. Senest har Region Sjælland været involveret i et fejlslagent udbud på billeddiagnostisk software. Prisen? Et sted mellem et tocifret og trecifret millionbeløb – og stadig intet brugbart system. I Region Hovedstaden har man derimod implementeret det svenske Sectra-system, som er blevet en af de største IT-succeser i den offentlige sektor. Her fungerer systemet problemfrit, og både læger, IT-personale og patienter oplever store forbedringer.
På trods af denne succes har Region Sjælland insisteret på at gå sin egen vej, i stedet for at vælge en gennemprøvet løsning. Resultatet er endnu en økonomisk og organisatorisk katastrofe – og endnu en unødvendig belastning af personalet og patienterne.
En personlig tragedie – og et systemsvigt
For mig er problemet ikke blot teoretisk. I 2016 blev min far offer for det svigtende sundhedssystem. En fejl i dataoverførslen mellem et sygehus på Fyn og et sygehus i Region Sjælland førte til, at han mistede sit højre ben. Jeg førte en retssag mod regionerne – og vandt. De ankede, men jeg vandt igen. Desværre tabte min far.
Denne tragedie kunne være undgået, hvis vi havde haft et fælles IT-system, hvor alle sundhedsdata var tilgængelige på tværs af regionerne. I stedet førte fragmenteringen til uoprettelige konsekvenser.
Hvad skal der gøres?
Det er på høje tid, at regeringen tager ansvar og sikrer en fælles IT-platform for hele det danske sundhedsvæsen. Vi skal:
- Etablere ét samlet IT-system for hele sundhedsvæsenet, så patienter og personale ikke længere lider under ineffektive og inkompatible løsninger.
- Eliminere de unødvendige mellemstationer, hvor data skal konverteres og overføres mellem forskellige systemer – det virker simpelthen ikke.
- Inkludere de praktiserende læger og speciallæger i det samme IT-system, så de kan få adgang til relevante patientdata og dermed give bedre behandling.
Vi er et lille land. Vores sundhedsvæsen er ikke større end en mellemstor by i USA eller Hamborg. Alligevel insisterer vi på at sprede os over flere systemer, der ikke kan tale sammen. Det er ineffektivt, dyrt og i sidste ende livsfarligt.
Det er på tide at handle. Ikke flere skandaler, ikke flere spildte milliarder – og ikke flere patientliv på spil.
Hvordan afskaffer vi regionerne?
Regionsrådene domineres i høj grad af offentligt ansatte, flexjobbere og pensionister. En undersøgelse, jeg tidligere foretog i Region Sjælland, viste, at under 12 % af rådsmedlemmerne kom fra det private erhvervsliv. Det er problematisk, da det skaber en skæv repræsentation af samfundets interesser.
Samtidig fungerer regionerne som en politisk bastion for Venstre og Socialdemokratiet, der sidder på de fleste pladser. Det gør det usandsynligt, at de to regeringspartier selv vil tage initiativ til at nedlægge dem – de saver næppe i den gren, de selv sidder på. Baglandet er vigtigt, også for dem.
Derfor vil en reel afskaffelse af regionerne kræve en modig blå regering, der tør tage det store opgør og rive plastret af én gang for alle.
Helle Laursen Petersen
Regionsråd Sjælland (LA)