Intern strid i LA har ført til eksklusion
Der har været en del uro i Liberal Alliance Kalundborg. I oktober forlod Peter Nielsen partiet og blev løsgænger i kommunalbestyrelsen. Nu er to medlemmer af partiet blevet ekskluderet.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
En sag om hvem, der har fundet på et forslag om hjælp til unge med kroniske sygdomme har skabt en masse uro, som nu også har spredt sig til Liberal Alliances lokale partiforening.
Det begyndte med et opslag på Facebook, hvor Helle Laursen Petersen, LA og kommunalbestyrelsesmedlem i Kalundborg Kommune, skrev om et forslag om økonomisk støtte til unge med kroniske sygdomme.
Det kommenterede løsgænger i kommunalbestyrelsen, Marie Hansen på og anklagede i sit opslag Helle Lauresen Petersen for at lyve og høste frugterne af hendes eget forslag om unge kronikere.
Den påstand har Helle Laursen Petersen afvist og hun oplyser, at den lokale partiforening har arbejdet med forslaget på et møde i juni.
Det bliver efterfølgende modsagt af to af Liberal Alliances medlemmer, Jimmi og Dorte Svane.
Ingen i bestyrelsen i Liberal Alliance kan dog genkende parrets udlægning af sagen i pressen, men sagen har nu fået konsekvenser for parret.
De blev nemlig på et møde i Liberal Alliance Sjællands Storkreds tirsdag den 3. november ekskluderet.
Det bekræfter Mark Korsgaard, der er formand for Liberal Alliance i Kalundborg.
"Det er fuldstændig korrekt, at de to er blevet ekskluderet af en enig bestyrelse og de er ekskluderet på baggrund af partiskadelig virksomhed," siger Mark Korsgaard, der ikke har yderligere kommentarer i sagen.
Læs også: Peter Nielsen forlader Liberal Alliance i Kalundborg og bliver løsgænger