Inge Berg-Hansen fik årets Frivilligpris
Ved overrækkelsen fremhævedes hendes indsats for familier, der har brug for støtte.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Inge Berg-Hansen blev fredag hædret med Kalundborg Kommunes Frivilligpris for sit mangeårige arbejde i Mødrehjælpen i Kalundborg. Ved overrækkelsen fremhævede formand borgmester Martin Damm hendes indsats for familier, der har brug for støtte.
Frivillige og foreninger var fredag samlet for at fejre Frivillig Fredag i Kalundborg Kommune. Her gik årets Frivilligpris til Inge Berg-Hansen fra Mødrehjælpen i Kalundborg.
Mange stærke indstillinger
Borgmester Martin Damm holdt tale i stedet for Peter Jacobsen, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget, der var blevet forhindret. Han sagde bl.a., at indstillingsudvalget i år havde modtaget mange stærke indstillinger. Om årets prismodtager fremhævede han især hendes arbejde for småbørnsfamilier i social eller økonomisk krise, ensomme mødre og familier uden et stærkt netværk.
Ifølge talen har Inge Berg-Hansen været med til at skabe og udvikle blandt andet sommerkolonier for familier, babycaféer, førstehjælpskurser, foredrag og startpakker til nybagte forældre. Martin Damm fremhævede også hendes evne til at skabe samarbejde mellem frivillige, foreninger og kommunen. Særligt samarbejdet med sundhedsplejen har ifølge ham været vigtigt for at nå familier med behov for hjælp.
En person der skaber fællesskab
Hun gør samtidig en forskel for de frivillige omkring sig, lød det i talen, hvor hun blev beskrevet som en person, der skaber fællesskab og omsætter idéer til handling.
Frivilligprisen er på 3.500 kroner og skal bruges til aktiviteter eller arrangementer i den forening eller gruppe, hvor modtageren er engageret. Frivillig Fredag er en landsdækkende fejring af frivilligt arbejde, som finder sted den sidste fredag i september.