INDUSTRI, INDUSTRI
Læserbrev: INDUSTRI, INDUSTRI
Kommunalbestyrelsen skal snart vedtage en ny Kommuneplan, som sætter rammerne for kommunens udvikling – herunder også erhvervsudviklingen. Denne udvikling indebærer visse steder voldsomme indgreb i smukke, grønne områder.
Hele 136 høringssvar er blevet indsendt af borgerne. En del handler om det grønne område K06.E09, et 70 hektar stort areal mellem Årby og Melby. Området er tiltænkt som statslig industripark, som en enig Kommunalbestyrelse har ansøgt om at få placeret i Kalundborg.
På tidspunktet for ansøgningen var Kommunalbestyrelsens medlemmer dog ikke klar over, at netop området mellem Årby og Melby var i spil. Mange borgere har siden protesteret mod planerne via høringssvar. Ét af de helt store kritikpunkter er nærheden til Årby Skole.
På det seneste møde i Teknik- og Miljøudvalget skulle der tages stilling til et nyt erhvervsområde – K06.E06, som ligger op ad K06.E09 og er tiltænkt Kalundborg Refinery. Udvalget valgte klogt at sende sagen tilbage for yderligere afklaring omkring funktioner og naboer – måske som følge af valgkampen og de mange protester.
Hvis både K06.E06 og K06.E09 bliver udlagt til erhverv, risikerer vi at få et sammenhængende, massivt erhvervsområde fra Lykkebakken helt ned til Asnæsvej. Fra Enhedslisten vil vi gerne opfordre til omtanke: Tænk på borgerne – og spørg jer selv, om Kalundborg by virkelig kan bære så stor en industriudvidelse.
Niels Erik Danielsen