Indkvarteringsfirma åbner kontor i Kalundborg

Forenom åbner nu et kontor i Kalundborg. Firmaet tilbyder fleksible bolig- og indkvarteringsløsninger til virksomheder og private.

Indkvarteringsfirma åbner kontor i Kalundborg
Fredag eftermiddag åbnede Forenom kontor på Lindegade 3 i Kalundborg. Det bliver Nikoline Ibsen, koordinator, og Nikolaj Eriksen, områdemaneger, der kommer til at være på kontoret. Foto Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed   charlotte@tv-kalundborg.dk

Fredag åbnede indkvarteringsfirmaet Forenom kontor på Lindegade.

Firmaet er ikke nyt i Kalundborg, men det nye er, at man nu åbner et kontor, hvor man både kan have et lager, og hvor de lokale ansatte også kan møde ind og arbejde fra.

"Vi har derfor behov for lagerplads, og samtidig har vi behov for et sted, hvor vores lokale ansatte kan arbejde og dermed få vores logistik på plads samt skabe en bedre og mere social arbejdsplads."

Det forklarer Per Bøje Hansen, der er commercial director.

Per Bøje Hansen gav en hjælpende hånd med æbleskiveboden, før gæsterne begyndte at strømme til. Foto: Charlotte Koefoed

Han havde fredag travlt med at byde kunder og samarbejdspartnere indenfor på Lindegade 3, hvor Forenom har indrettet sig med et stort lager i kælderen samt plads til Nikoline Ibsen, der er koordinator, og Nikolaj Eriksen, der er områdemanager.

De kommer til dagligt til at tage sig af de 150 enheder, Forenom råder over i Kalundborg.

Møder erhvervslivets behov for at kunne huse medarbejdere

CEO i Forenom Danmark, Lars Dissing, havde taget turen til Kalundborg for at hilse på de fremmødte, som både talte udlejere og lejere.

"Vi er kort fortalt bindeleddet mellem erhvervslivets behov for at skaffe boliger til de ansatte, som er her i kortere eller længere tid, og de mange mennesker, som gerne vil leje deres bolig ud, og som slipper for besværet. Det tager vi os nemlig af," forklarede Lars Dissing.

Lars Dissing, CEO i Forenom Danmark var også mødt op i Kalundborg. Foto: Charlotte Koefoed

Forenom råder over flere forskellige afdelinger: en indretningsafdeling, som sørger for at møblere de huse og lejligheder, man råder over, en rengøringsafdeling – som her i Kalundborg består af lokale folk – kundeservice, en håndværkerafdeling og en koordineringsafdeling.

"De allerfleste af vores kunder skal bruge boligerne til deres medarbejdere, der typisk kommer fra alle mulige lande, og som er her i alt mellem tre måneder og tre år," sagde Lars Dissing.

De mange fremmødte kunne få æbleskiver og lidt at drikke samt få en snak med medarbejderne fra Forenom.

Hvad tilbyder Forenom?

Forenom tilbyder alt fra fuldt møblerede lejligheder til større huse og er kendt for at kombinere hjemlig komfort med professionel service.

Med mere end 20 års erfaring og tusindvis af boliger på tværs af Norden hjælper Forenom således virksomheder med at finde praktiske og trygge indkvarteringsløsninger til deres medarbejdere.

Forenom har opereret i Danmark de seneste 10 år.

Forenom kombinerer det bekvemme ved hotelservices med den komfort og frihed, som servicerede og møblerede lejligheder tilbyder.

Forenoms portefølje omfatter mere end 10.400 møblerede lejligheder, hotellejligheder og hostels i alle større byer i Skandinavien, og man byder årligt mere end 100.000 gæster velkommen.

Åbningen af kontoret i Kalundborg markerer et vigtigt skridt i Forenoms ambition om at være tættere på både lokale virksomheder og internationale aktører i regionen.

Del