Indblik i job- og uddannelsesmuligheder i industrien
Kalundborgs industri vokser, og der er fortsat et stigende behov for nye medarbejdere.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborgs industri vokser, og der er fortsat et stigende behov for nye medarbejdere. Jobcenter/Work in Kalundborg holdt derfor mandag et inspirationsmøde for ledige, der ønsker at blive en del af væksten i Kalundborgs industri.
De mange deltagere blev præsenteret for byens industrivirksomheder, voksenlærlingeordningen, relevante uddannelsesmuligheder og de støttemuligheder, der kan hjælpe undervejs. En tidligere industrioperatør delte sine erfaringer, og de fremmødte fik tilbud om at deltage i forberedende forløb, der styrker deres jobmuligheder i industrien.
Det skal være et match
"Vi vil gerne hjælpe flest muligt af de interesserede med at få foden indenfor. Derfor har vi sammensat et forberedelsesforløb, der kombinerer vejledning, virksomhedsbesøg, oplæg og en række AMU-kurser, som vi ved åbner døre. Vi kommer også til at udfordre deltagerne på mere personlige kompetencer. For kurser hjælper ikke, hvis man f.eks. har problemer med at samarbejde i team eller arbejde på skiftehold,” siger projektleder Rikke Marie Lykke, der er en af arrangørerne bag dagens arrangement, og fortsætter: "Industrien kan godt være omgærdet af myter og usikkerhed, og samtidigt er der nogle krav som det er svært at komme uden om, hvis man skal kunne fungere i et industrijob. Derfor vil vi gerne komme hele vejen rundt om mulighederne for på kort eller længere sigt, at kunne kvalificere sig til et job i industrien. Samtidigt vil vi også gerne give et ærligt billede af de ting, der kan opleves svære, hvis man skal arbejde i industrien. For der er ingen grund til at bruge folks tid på kurser og vejledning op imod industrien, hvis det viser sig ikke at være noget for dem.”
Fuldt booket kursus
Forløbet blev allerede for et par uger siden skudt i gang med det første AMU-kursus, som på få dage var fuldt booket.
"Det var rigtig dejligt at opleve, at der blandt vores ledige var mange, der gerne ville opkvalificere sig til et industrijob. Og de 20 deltagere har fået meget positiv feedback fra underviserne, så det tegner godt for, at de snart finder deres plads i Kalundborgs industri," slutter Rikke Marie Lykke af med at fortælle.
Mødet fandt sted i 3F’s lokaler og samlede omkring 50 ledige, jobcentermedarbejdere og oplægsholdere, der alle fik indblik i de mange job- og uddannelsesmuligheder i industrien.