I want to tell you something

Alexander har svært ved at udtrykke følelser i samvær med andre mennesker. Han har vanskeligt ved at håndtere følelser, også andre menneskers følelser.

I want to tell you something
Alexander Westy Evason og Thomas Thopper i øvelokalet hos CSU på Lundevej. Foto: Jens Nielsen

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Efter de første famlende forsøg for år tilbage på at spille guitar, er Alexander nu i gang med at indspille sin egen musik.

Det har ikke været nogen let rejse.

Men nu er han meget tæt på et af målene: Alexander Westy Evason, 25 år, Kalundborg, er i gang med at indspille sin egen musik, og om kort tid kan du høre den på You Tube.

Og der er meget mere, hvor det kommer fra. Det mål, han nu har sat sig, er at indspille et album med måske 10-11 numre. Han komponerer selv musikken. Han skriver selv teksterne og laver arrangementerne, og han har så meget inde i hovedet, der gerne vil ud.

Musikken er nemlig den måde, han kan udtrykke sig på, og han ved allerede nu, hvad albummet skal hedde:

I want to tell you something.

- Jeg vil gerne sige ting, jeg ikke kan gøre på andre måder. Jeg vil gerne have, du lytter. Det vil jeg sætte pris på, men jeg bliver ikke sur på dig, hvis du ikke gør, lover Alexander.

Alexander har svært ved at udtrykke følelser i samvær med andre mennesker. Han har vanskeligt ved at håndtere følelser, også andre menneskers følelser. Han husker, at da hans morfar døde, og familiens medlemmer sørgede, og han også selv var meget ked af det, havde han det værre, når han var sammen med andre. Han formåede ikke at dele sorgen, heller ikke med sine nærmeste.

Musikken er hans talerør

Han udtrykker sine følelser gennem musikken. Det er for ham en måde at komme gennem livet på, og også for at komme igennem hverdagen, har han brug for musikken for at kunne holde orden på sig selv:

- Jeg ved ikke, hvordan jeg ville klare mig, hvis jeg ikke havde musikken.

Alexander vil gerne blive kendt for sin musik, og han identificerer sig selv som musiker, kunstner.

Den dag, han fik tilkendt førtidspension var en glædens dag. Nu skulle han ikke længere sendes ud i set fra hans synspunkt meningsløse beskæftigelsesprojekter som at skille papkasser ad og sætte varer på hylder. Fra da af kunne han fuldstændig hellige sig sin musik, og det har han gjort, godt hjulpet af musikeren Thomas Thopper, hans musiklærer på CSU på Lundevej, som han stadig har tilknytning til.

De to mødes to gange om ugen på specialskolen.

Alexander har også i en periode gået på Musisk Skole, hvor han spillede sammen med bandet Bente Potato Chips.

Fantastisk udvikling

Thomas har været hans musiklærer i 7-8 år, og han har i de år oplevet en fantastisk god udvikling hos sin elev. Da de mødtes, kunne Alexander kun spille et par numre, og stille og roligt fik han lært nogle akkorder og rytmer, de eksperimenterede med musikken, og det førte til, at Alexander fik lyst til at udgive sin egen musik. Nu mangler de kun at lægge sidste hånd på værket hjemme i Thomas Thoppers ministudie i Gørlev. De øvrige forberedelser er gjort i musiklokalet på CSU på Lundevej i Kalundborg.

Bred musiksmag

Alexanders store interesse er punk-genren, men takket være Thomas er han også blevet introduceret til andre genrer:

- Musik er så stort et felt, og vi er brede som musikere, siger Thomas. Selv om han selv mest er til country og dansktop, så kan han godt lytte til punk, metal og rock, som Alexander helst hører, og denne er også tilfreds, når de to sidder sammen og spiller et countrynummer.

- Ja, du har fået mig til at prøve noget, jeg ikke havde prøvet, før jeg kom herned (til CSU), fortæller Alexander.

- Vi er ikke låst fast. Vi er åbne for det, vi gør, fortæller begge.

Alexander kan lide meget forskellig slags musik, og man kan møde ham til koncerter på Copenhell, og han har også været til en koncert med Elton John, og det var ifølge Alexander selv pissegodt.

Hans fem favoritband er Babymetal (japansk), Bring Me the Horizon (engelsk), Sum 41 (canadisk), Blink 182 (amerikansk),  Green Day, og han er inspireret af musikken derfra, når han laver sin egen.

Thomas indskyder, at det er ok at lade sig inspirere af andre, så længe det ikke bliver en direkte kopi.

Tekst fyldt med vrede

Når Alexander skriver tekster, er de som oftest meget dystre.

For eksempel denne:

Let’s fucking go

I guess it never stopped staring into death while I watch rot away turning into a walking corpse number who fucking know.

Now a shell of your former self right in front of me but not even there don’t go to the other side begging you to stay don’t go to the other side

Time stood still while I feel so useless wish I could save you I want to believe so prove you wanna live.

Man down children who can’t be saved when the fake illusion becomes the new evolution

So fucking undeserving

Another day another down we can’t even count.

En tekst så fyldt med vrede:

- Hvorfor er du vred?

- Fordi jeg har oplevet, hvad stoffer kan gøre mod mennesker.

Det har Alexander oplevet med en meget god ven, der i flere år kæmpede med stofproblemer, og under coronaen tog det virkelig overhånd, og vennen var flere gange ved at dø.

Teksten skal opfattes som en advarsel til andre: Lad være med at begynde på at tage stoffer. Det kan gå helt galt.

Alle Alexanders tekster bliver dog ikke af den vrede slags, og han har også planer om både humoristiske og ironiske vers om denne verden og dens mennesker.

Fascineret af japansk kultur

En af Alexanders andre passioner er Japan og japansk kultur.

Han deltager hvert år i J-Popcon festival i København med et overflødighedshorn af manga, anime og japansk populærkultur.

Alexander har en imponerende samling af figurer, der forestiller karakterer fra hans yndlingsfilm. Han drømmer om engang selv at besøge Japan og alt det, han beundrer, deriblandt naturen, arkitekturen, tøjstilen – han er vild med kimonoer -  og maden, og han roser blandt meget andet reglen om, at der vanker en bøde, hvis du smider affald andre steder end i de dertil indrettede affaldsspande.

Det kunne andre lande lære noget af, synes Alexander.

Thomas Thopper

underviser i musik på CSU i Kalundborg, og når han ikke inspirerer de unge mennesker der, tager han selv ud og spiller. Han er en populær og efterspurgt musiker, og han har levet af musikken i 15-16 år.

Thomas har spillet og sunget i 30 år, så han har masser af erfaring med i sin musikalske rygsæk.

Hans genre er country og dansktop og dansk pop.

Musikken er en måde at komme gennem livet

Del