I lyset blomstrer man

Læserbrev: I lyset blomstrer man
Den anden dag så jeg Martin Damm i fjernsynet, hvor han talte om Kalundborgs store industrisucces og Novo. Det mindede mig om Reagans billede af USA som en lysende by på toppen af bakken. I mine øjne er Martin Damm udstyret med de samme skyklapper.
For imens succesen har buldret, har andre vigtige ting stået i skyggen. Vedligeholdelsen i vores kommune halter gevaldigt. Vi har velfungerende børnehaver, der bliver presset, fordi deres legeplads langsomt forsvinder. Vi har foreninger, der praktisk talt ikke kan mødes, fordi kommunen ikke har overholdt sine forpligtelser. Fremskridt skal være i balance – det nytter ikke at tage Martins skyklapper på. Det er tydeligt for mig, at Kalundborgs succes kun bliver bæredygtig, hvis vi samtidig trækker vores børnehaver, skoler, kulturtilbud og pleje frem i lyset, så de kan blomstre.
I Socialdemokratiet har vi aldrig opfattet det som et enten-eller. Tværtimod er vi overbeviste om, at netop vores stærke samfundsinstitutioner – skoler, børnehaver og pleje – spiller en kæmpe rolle for at sikre fremskridt på den lange bane. Tænk over, hvad det betyder at kunne aflevere dit barn i en børnehave uden ondt i maven – eller at vide, at din forælder på plejehjemmet får den omsorg, de fortjener.
Nikolaj Lykke Vad, medlem af Kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet