Hvorfor fejrer vi påske? Præsten har svaret

Hvad betyder påsken – egentlig?

For mange af os er påsken først og fremmest nogle fridage, ja måske endda en hel uges frihed fra
job eller skole. Måske er det tid til at hygge med familien, forårssol, påskefrokoster og
chokoladeæg. Og det er der ikke noget galt i. Midt i det hele gemmer der sig en fortælling, som
kirken har levet af i snart 2000 år – og som stadig har noget på hjerte i dag.

For påsken er nemlig kirkens vigtigste højtid. Mere central end julen. For hvor julen fortæller om
Jesu fødsel, så fortæller påsken om livet – og om det, der truer det - døden.
Påsken begynder ikke i mørket, men i jubel. Palmesøndag bliver Jesus modtaget som en konge i
Jerusalem. Der er forventning i luften, noget er på vej. Måske en ny konge – i hvert fald noget der
varsler nye tider.

Skærtorsdag samles han med sine disciple omkring et måltid. De spiser sammen, deler brød og
vin, og et fællesskab bliver skabt. Det bliver Jesu sidste måltid – men det første nadver. Men
allerede her begynder sprækkerne at vise sig. For i fællesskabet ligger svigtet også på lur. En fra
fællesskabet vil forråde ham. De andre vil svigte.

Og så kommer Langfredag.

Dagen, hvor Jesus bliver dømt, lider og dør. En dag uden pynt og uden forklaringer. En dag, hvor
håbet synes væk. Og måske er det netop derfor, påsken stadig taler til os. For de fleste af os
kender til øjeblikke i livet, hvor noget går i stykker. Hvor vi mister. Hvor vi står magtesløse og ikke
kan få tingene til at give mening.

Kirken springer ikke let hen over det mørke. Tværtimod insisterer den på at blive stående der et
øjeblik. For mørket er en del af livet.
Og påskefortællingen stopper ikke der.

For Påskedag lyder budskabet om, at Jesus ikke forbliver i døden. At livet bryder frem igen og
Jesus opstår fra de døde. Og med Jesu opståen et stille og overraskende håb: at døden og mørket
ikke får det sidste ord.Det er det håb, som kirken er bygget på og som vi stadig fortæller om. Og det er derfor, påsken
betyder noget og er vores vigtigste kristne højtid.

For i en tid, hvor vi er mange, der kan føle sig usikre og et mørke truer – i fremtiden, i verden og i
fællesskabet med hinanden – er det måske netop det, vi har brug for at høre: at der er et håb. Og
ikke mindst at håbet ikke altid er noget, vi selv skal skabe. Nogle gange er håbet noget, vi får givet
af Gud.Påsken fortæller os, at livet ikke altid er let, at ikke alt går godt. Men den fortæller også, at der kan
være liv og håb, selv dér, hvor vi mindst venter det. At nyt kan vokse frem, også efter det, der så
ud til at være slutningen på det hele.Måske er det derfor, påsken stadig har sin plads. Ikke kun i kirken, men også hos os i vores
familier år efter år. Påsken fejres i mange hjem og vi skulle efter sigende indkøbe mad for flerepenge til påsken og påskefrokosten end til jul. Så påsken er også en fællesskabets fejring, hvor
der med tiden er kommet flere traditioner til, som også tager udgangspunkt i fællesskabet:
gækkebreve, at male påskeæg og lade påskeharen gemme æg i haven.

For vi har alle brug for håb og fællesskab. Og måske er det netop det, påsken minder os om: at vi
ikke står alene – hverken i mørket eller i livet.

Håbet er ikke noget, vi altid selv kan skabe. Nogle gange må vi få det givet. Det er en påmindelse
om, at livet er større, end vi selv kan overskue.

Derfor fejrer vi påske.

Tina Stege Lindstrøm
Sognepræst i Nyvangskirken