Hvordan øger vi tilflytningen til hele Nordvestsjælland?

"Os, der bor her, ved jo, at vi har meget at byde på, men vi skal blive bedre til i fællesskab at få vist og kommunikeret, hvad vi kan tilbyde."

Hvordan øger vi tilflytningen til hele Nordvestsjælland?
Karen Lumholt er forfatter, fremtidsforsker og medstifter af Landdistriktspolitisk Netværk. Torsdag 6. juni gæster hun Jyderup, når LAG Nordvestsjælland indbyder til et stort event om, hvordan vi kan skabe mere og yngre bosætning i hele Nordvestsjælland.

LAG Nordvestsjælland arbejder med at skabe udvikling i landdistrikterne og har bosætning som ét af sine fem indsatsmål. Derfor inviteres alle interesserede torsdag 6. juni kl. 17.00-20.30 til et stort event i Jyderup, hvor man vil kickstarte et samarbejde, der rækker på tværs af byer og kommunegrænser i Nordvestsjælland. For at sætte gang i debatten har LAG inviteret fremtidsforsker og medstifter af Landdistriktspolitisk Netværk Karen Lumholt.

Når LAG Nordvestsjælland torsdag 6. juni kl. 17.00 indbyder til et stort event om bosætning, er det fremtidsforsker Karen Lumholt, der lægger linjen med oplægget ’ 'Landdistrikterne – fra udkant til fortrop’. Karen Lumholts tese er, at landdistrikterne har de bedste forudsætninger for at komme med løsninger på de kriser, der kendetegner disse år inden for bl.a. trivsel, sundhed, klima og miljø.

Deltagerne skal tage samarbejdet videre på tværs af byer og kommuner

Eventet har fået titlen ’Hvorfor er det skønt at flytte til provinsen?’, men undertitlen ’Og hvordan samarbejder vi om at fortælle det – højere?’ er næsten vigtigere. De sidste halvanden time på eventet er der nemlig lagt op til, at alle deltagerne kommer på banen og skal prøve at formulere en vision for fremtidig tilflytning, hvor man ser Nordvestsjælland som en helhed og altså bryder de traditionelle by- og kommunegrænser op i erkendelse af, at mange folk udefra ser os som et bredere område. Hvis de ellers i det hele taget er klar over, hvad området kan tilbyde. LAG Nordvestsjælland tænker her på Holbæk, Kalundborg, Odsherred og Sorø Kommune.

Vi er ældre og med færre yngre børn end landsgennemsnittet

”Der sker mange spændende ting i Nordvestsjælland i øjeblikket – ikke mindst omkring vores to største byer – men hvis vi skal have det hele til at gå op i en højere enhed, kræver det, at vi får trukket flere yngre familier til vores område,” siger formand Flemming E. Larsen og fortsætter: ”Vores analyser har vist, at vi i gennemsnit er 3 år ældre her i Nordvestsjælland end landsgennemsnittet, og samtidigt mangler vi 2.200 børn i alderen 0-9 år, hvis vi igen skal sammenligne os med resten af landet. Os, der bor her, ved jo, at vi har meget at byde på, men vi skal blive bedre til i fællesskab at få vist og kommunikeret, hvad vi kan tilbyde. Her nytter det ikke, at hver enkelt by og kommune ligger og kæmper imod hinanden. Derimod skal vi se hele Nordvestsjælland som et samlet område med et overflødighedshorn af natur, kultur og fællesskaber som en god ramme for det gode, bæredygtige liv.”

Tilmelding senest 3. juni

Da eventet spænder fra kl. 17.00 til 20.30, sørger arrangørerne selvfølgelig for, at der er noget at spise og drikke undervejs. Derfor vil de gerne have modtaget tilmeldingerne på LAG-nvs.dk/event-6-6 senest mandag 3. juni. Da der er plads til godt 100 deltagere i Skarridsøsalen i Jyderup, opfordrer de også til hurtig tilmelding.

Faktaboks:

LAG Nordvestsjælland er en forening, der på flere planer arbejder på at skabe liv og vækst i lokalsamfundene i Nordvestsjælland. Man uddeler efter ansøgning projektstøtte til både erhvervs- og almennyttige formål. I alt er der hvert år lidt over 4 mio. kr. fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen til uddeling.

Del