Hvor skal pengene komme fra?
Hvor skal pengene komme fra?
Over 50.000 danskere har skrevet under på et borgerforslag om, at der skal installeres flowmålere på alle overløb. Samtidig vurderer Miljøstyrelsen, at overløb står for under én procent af den samlede udledning af kvælstof til de danske kystvande.
Kravet vil pålægge de kommunale forsyningsselskaber betydelige ekstraudgifter, som i sidste ende vil blive betalt af borgerne gennem vandafgifterne. En flowmåler koster typisk mellem 10.000 og 100.000 kroner pr. målepunkt. Der findes omkring 4.300 overløbsbygværker i Danmark, og det vurderes, at 80-95 procent af disse kan udstyres med flowmåling.
Hvis der installeres flowmålere på 80 procent af overløbsbygværkerne, svarer det til cirka 3.400 målepunkter. Med en pris på op til 100.000 kroner pr. flowmåler giver det en pris på omkring 340 mio. kr. Hertil kommer udgifter til installation, strømforsyning, datakommunikation, databehandling, drift, vedligeholdelse og løbende udskiftning af udstyr.
Det rejser et relevant spørgsmål om proportionalitet. Er det rimeligt at pålægge forsyningerne og dermed borgerne en meget stor regning for at indsamle mere detaljerede data om en udledningskilde, som myndighederne vurdere bidrager med under én procent af kvælstofudledningen til kystvandene?
Den tidligere Venstreminister Claus Hjort Frederiksen havde et skilt hvor der stod ”Hvor skal pengene komme fra?” Det spørgsmål er fortsat relevant. Når ressourcerne er begrænsede, bør indsatsen rettes mod de tiltag, der giver den største miljøeffekt for pengene. Det er ikke nok, at noget er interessant at vide. Gevinsten skal også stå mål med omkostningerne.
Niels Erik Danielsen, kommunalbestyrelsesmedlem Enhedslisten