Hvor ligger Peterspladsen?

Pladsen indrammes af fem søjler, de fire har samme størrelse. Den femte er lidt kortere, og det skyldes et praktisk problem med nabomuren, der hælder lidt ind over pladsen.

Hvor ligger Peterspladsen?
Folkeviddet har døbt en smuk lille plads ved Møllebakken Peterspladsen? Den er nemlig blevet etableret af Peter Hermann og hans kone Karin. Foto: Jens Nielsen

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Hvor ligger Peterspladsen?

Det spørgsmål kan nok de allerfleste svare korrekt på. Den ligger selvfølgelig i Rom. Men nu er der et andet svar på det samme spørgsmål.

Nu kan også Kalundborg glæde sig over at have en Petersplads.

Sådan har folkeviddet døbt en smuk lille plads ved Møllebakken. Den er nemlig blevet etableret af Peter Hermann og hans kone Karin.

De to ejer huset Kordilgade 25, der blev opført i 1823 af rebslager Niels Eilersen, og hvis gavl snart skal prydes af kunstneren Grete Balles maleri.

I jubilæumsåret 2023 etablerede ejerne en ny udgang til Møllebakken efter inspiration af naboen Møllebakketrappen.

Udgangen, der fører fra den stejle have bag huset op til Møllebakken, består af fem søjler, samme antal som tårnene på Vor Frue Kirke. Alle søjlerne er afsluttet med munkesten fra Kalundborg Slot. Da svenskerne lod byens borgere rive slottet ned i1659, kunne folk komme og hente sten til deres egne byggerier, og munkestenene kan findes i mange kældre til husene langs Kordilgade.

Lidt kortere søjle

Pladsen indrammes af fem søjler, de fire har samme størrelse. Den femte er lidt kortere, og det skyldes et praktisk problem med nabomuren, der hælder lidt ind over pladsen. Derfor måtte søjlen gøres lidt smallere foroven.

Og når det nu skulle være, så er der heldigvis et sagn at hælde sig til. Det fortælles nemlig, at med opførelsen af den femtårnede kirke ønskede Esbern Snare at sætte et minde for sin familie. Midtertårnet blev opført til ære for hans mor, og de fire andre til minde om hans fire døtre. Den ene af døtrene var halt, og det blev vist ved, at det ene af de fire tårne var en lille smule kortere end de tre andre.

Det gælder vist ikke for et af kirketårnene, mener Peter Hermann, men det er ganske vist, hvad angår søjlen på Peterspladsen. Det kan enhver forvisse sig om.

Kirkegårdslåger til ære og værdighed

Mellem søjlerne er anbragt smedejernsgitre fra Sct. Olai Kirkegård. De gitterlåger blev sat op på kirkegården i 1873, og hvordan i alverden er de så endt på Peterspladsen?

Da de gamle kirkegårdslåger for nogle år siden trængte til en udskiftning, spurgte Peter Hermann, om han mon kunne få nogle af de gamle til et projekt, han allerede dengang havde i tankerne. Det fik han lov til, og smedejernsgitteret mellem søjlerne er fremstillet af materiale fra de gamle smedejernslåger. Resten af lågerne blev bare til gammelt jern. Nu udgør søjler og gitre en flot indramning af pladsen og bevarer udsigten over by og havn intakt.

Initialer fortæller historie

I midterfeltet er anført året for opsætning af gitteret 2023 samt tre initialer: SH: murer Svend Holm, JJ: smedemester Jim Jensen (Esbern Snares Smeden) og KH: Karin Hermann. De to første har udført arbejdet med søjlerne og med opsætningen af gitrene, og den sidste er navnet på Peter Hermanns ægtefælle.

Initialerne er også inspireret af Møllebakketrappen, hvor initialer på gelænderet fortæller, at LL: smedemester L. Lund udførte gelænderet, VS: Valdemar Sørensen tegnede det, og FD er navnet på giverens mor Frederikke Dyrbye. Gelænderet blev skænket af kaffegrosserer Dyrbye. Årstallet 1931 var året, da Møllebakketrappen blev indviet.

Brostenene har selv følgelig også en historie. Der er ca. 500 af dem, og de er antagelig over 200 år gamle. De har tidligere ligget i gården til Kalundborg Bryggeri, som Peter Hermanns forældre ejede.

Trappen fra Peterspladsen til haven er i lighed med Møllebakketrappen lavet med granitkantsten og chaussesten.

Kalundborgs ve og vel

På pladsen var der tidligere to små parkeringspladser, og for at den ikke igen skal ende som sådan, har Karin og Peter Hermann anbragt et par blomsterkrukker foran.

Hvad er motivationen for at udføre et så stort og sikkert også bekosteligt arbejde?

- Jeg synes, det sjove er Kalundborg-historien og at bevare noget, der ellers var røget til gammelt jern, siger Peter Hermann og tilføjer, at både han og hans kone er interesserede i byens ve og vel – og takket være den indstilling har Kalundborg nu har fået sin Petersplads.

Del