Hvis man gør det samme, som man altid har gjort, får man samme resultat
Tak for jeres svar. Jeg er faktisk rigtig glad for, at vi tilsyneladende er enige om målet: Kalundborg Kommune skal have flere familielæger.
Men når I skriver, at “smarte ord og vendinger ikke er nok – det kræver rugbrødsarbejde”, så må jeg også svare lidt mere kontant: Rugbrødsarbejde er glimrende. Men på et tidspunkt er vi nødt til at måle på resultaterne.
I har begge beskæftiget jer med området politisk gennem mange år. I har derfor også haft første parket til en udvikling, hvor lægedækningen i Kalundborg Kommune gradvist er blevet dårligere og dårligere. Man kunne næsten sige, at vi har set skibet synke i slowmotion. Imens har vi holdt møder, haft dialoger, lavet samarbejder og udvekslet gode intentioner. Men resultatet i dag er: Vi mangler 11 praktiserende læger.
Så noget er åbenlyst ikke lykkedes. Det siger jeg ikke for at underkende det arbejde, der er lavet. Men vi skylder borgerne at turde konstatere, når den hidtidige indsats ikke har været tilstrækkelig. Når udviklingen år efter år går den forkerte vej, er svaret ikke at fortælle borgerne, hvor meget vi allerede gør. Så er svaret at gøre noget andet – eller gøre mere.
Og nej – Rød Løber er ikke bare “smarte ord og vendinger”. Det er en konkret ambition om at samle, systematisere og forstærke indsatsen: Én tydelig indgang. Én ansvarlig kontaktperson. Aktiv hjælp til bolig, skole, daginstitution, ægtefællejob og netværk. Inddragelse af PLO og vores eksisterende praktiserende læger. Mentorordning. Og en seriøs undersøgelse af, om vi kan skabe attraktive fysiske rammer og et stærkt fagligt fællesskab for nye familielæger.
Og måske er det værd at bemærke, at de mennesker, der rent faktisk kender almen praksis indefra, bakker idéen op. Ditlev Bache har efter 40 år som praktiserende læge i Kalundborg ikke bare støttet forslaget – han har tilbudt selv at være mentor for yngre læger. Den lokale PLO-formand Benjamin Denta kalder idéen om én enkel indgang en rigtig god idé, ønsker PLO inddraget og har endda udfordret mig på, om et kommende lægehus skal tænkes større og mere fremtidssikret. Det synes jeg, vi skal lytte til.
I skriver også, at lægedækning er en regional opgave. Ja. Det ved jeg godt. Jeg sidder selv i Regionsrådet. Men det fritager ikke Kalundborg Kommune for at gøre alt det, vi faktisk kan. Bolig er kommunalt. Skole og dagtilbud er kommunalt. Bosætning og erhvervsudvikling er kommunalt. Og muligheden for at være den kommune, der gør det ekstraordinært nemt og attraktivt for en lægefamilie at vælge Kalundborg, ligger i høj grad hos os.
Derfor undrer det mig stadig, at når lægedækningen angiveligt har fyldt så meget, så fremgår den ikke tydeligt af Ældre- og Sundhedsudvalgets politiske pejlemærker for valgperioden. Vi mangler 11 læger. Vores sundhedsprofil skraber bunden nationalt. Hvis dét ikke fortjener et politisk pejlemærke, hvad gør så?
Derfor kommer jeg til budgetforhandlingerne med et forslag om at afsætte 250.000 kroner til et seriøst analyse- og udviklingsarbejde omkring en samlet Rød Løber-ordning. Ikke til mursten. Ikke til et prestigeprojekt. Men til at få kommune, region, PLO og de praktiserende læger omkring samme bord og stille ét afgørende spørgsmål: Hvad skal der konkret til for, at familielæger vælger Kalundborg – og bliver her?
Hvis halvdelen af Rød Løber-ordningen allerede eksisterer, som I siger: Fremragende. Så er halvdelen af arbejdet jo allerede gjort. Så lad os analysere, hvad der mangler, samle indsatsen og gøre den synlig og målrettet.
Jeg er ikke interesseret i at diskutere, hvem der har fået hvilken idé først. Og jeg er heller ikke interesseret i, hvem der får æren. Jeg vil have lægerne.
Og jeg vil gerne have hele kommunalbestyrelsen med. Ikke 14. 27. For når vi mangler 11 praktiserende læger, samtidig med at vores borgere har nogle af landets største sundhedsudfordringer, så er det her større end partipolitik.
Så ja tak til rugbrødsarbejdet. Men efter mange års møder, dialog og gode intentioner står vi stadig og mangler 11 læger. Så måske er tiden kommet til at smøre et par ekstra madder – og prøve noget nyt.
Jeg er klar.
Helle Laursen Petersen, medlem Regionsråd Sjælland, medlem Kalundborg Kommunalbestyrelse.