Hvem tør lægge hånden på kogepladen?

Produktionsdirektør, Novo Nordisk i Kalundborg, Michael Hallgren, fortæller om købet af Strandhotel Røsnæs, hvem der tør lægge hånden på kogepladen og Kalundborgs fremtid.

Hvem tør lægge hånden på kogepladen?
Michael Hallgren, produktionsdirektør ved Novo Nordisk i Kalundborg. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Novo Nordisk har for nylig købt Strandhotel Røsnæs, der ligger ved Kalundborg Fjord. Det har skabt debat, da ”perlen ved fjorden” fra september i år dermed ikke længere vil fungere som hidtil - altså som restaurant og hotel. Området vil dog fortsat være offentligt tilgængelig for Kalundborgenserne samt gæster i byen.

Men Michael Hallgren, produktionsdirektør ved Novo Nordisk i Kalundborg, er ikke i tvivl om, at det var det rigtige, at Novo Nordisk købte Strandhotel Røsnæs for netop at bevare en smuk bygning, der trænger til en kærlig hånd. Han er dog klar over, at de med købet, fjerner en hotel-mulighed for Kalundborg, men han ser også muligheder for byen netop, fordi Novo Nordisk har købet stedet.

”Vi fjerner ikke Strandhotel Røsnæs, men hvis man kigger på ejendommen, kan man jo godt se, at den er forfaldet, og det er den, fordi økonomien ikke har været til at drifte ejendommen og vedligeholde den. Det er fakta. Derudover er det heller ikke første gang, at den bliver solgt, og den har også været gået konkurs. Der er nok ikke så mange, der kommer og spiser der, som man tror. Det går godt nu, men vi har også puttet 65 mio. kr. i Kalundborg, og der er rigtig meget aktiviteter lige pt., men der kommer også en tid, hvor vi er færdige med at bygge, og mange håndværkere er væk igen. Vi har tænkt os at bevare bygningen, sætte den i stand og sørge for, at den står der mange år endnu.”

Hvem tør lægge hånden på kogepladen

Produktionsdirektøren fortæller også, at mange entreprenører gennem tiden har været usikre på, hvorvidt de turde investere i byen, men det ser man, at de i dag tør i stor stil. Derfor er han også fortrøstningsfuld, hvad angår et kommende hotel i byen (interviewet foregik før, at nyheden om det kommende hotel på Holbækvej blev bragt).

”Men sporet med et hotel til i Kalundborg vil vi selvfølgelig støtte. Hvem ved, måske om nogle år har vi både bevaret Strandhotel Røsnæs i meget fin stand og har fået et nyt hotel i byen. Det har ladet sig gøre i Sønderborg, og vi er ikke færdige med at drømme om, hvad der kan lade sig gøre, og jo mere aktivitet vi har i Kalundborg, og jo mere vi rent faktisk gør, jo større sandsynlighed er der for, at der sker. Det er korrekt, at vi med købet af Strandhotel Røsnæs har taget værelser ud af byen, men man kan også vende den om - vi har taget værelser ud af ligningen, det er korrekt, men et andet firma kunne måske netop blive interesseret, fordi vi har gjort det. Jeg synes, at vi gør noget for Kalundborg. Kan det hele komme på én gang? Nej, det kan det ikke, men vi arbejder på det, og vi støtter det,” siger han, og fortsætter: ”Jeg har haft møder med mange entreprenører, som havde hørt noget om Kalundborg, men som var usikre på, om de turde bygge noget i byen, men da de så, hvad der skete herude, så kom de, og ville gerne bygge, men så var det for sent. Vi har forsøgt at hjælpe med at leje boliger up front, så de tør løbe risikoen, det har dog slet ikke være nødvendigt, for de bliver alle lejet ud hurtigt. Men hvem er risikovillig, hvem lægger hånden på kogepladen. Der tager vi et rimeligt stort ansvar i at få tingene til at ske.”

Kalundborg går en lys fremtid i møde

På spørgsmålet om, hvor han ser Kalundborg om ti år, svarer produktionsdirektøren, at han mener, at byen vil udvikle sig endnu mere og bedre. Han er ikke i tvivl om, at byen har potentiale, og at der er noget godt i vente for Kalundborg.

”Der er så mange spændende initiativer og projekter i gang i Kalundborg, at byen næsten kun kan udvikle sig til noget endnu bedre. Jeg tror først og fremmest, at Kalundborg bliver en by med en lidt anderledes demografi end i dag. Vi kommer til at opleve en mere international by med et udvidet og omfangsrigt studieliv. Kalundborg har jo en ambition om at blive verdensførende inden for biotek og bio-solutions, når det gælder uddannelser, forskning og innovation. Det er en ambition, jeg tror på og støtter. Jeg ser også en nær fremtid for mig, hvor byen vokser til en by med plads til alle og med et bredt udbud af attraktive kulturtilbud. Og så ser jeg en innovativ by, hvor vi i fællesskab byder ind på at løse behovet for grønne energikilder. Jeg synes i det hele taget, at vi har noget godt i vente.”

Læs også:

Kulturen skabes af fællesskabet

Kalundborg er kommet på landkortet

 

Del