Hvem er Kalundborg Havn egentlig til for?

Hvem er Kalundborg Havn egentlig til for?

Hvem er Kalundborg Havn egentlig til for?

Kalundborg er en havneby. Det har vi været i generationer, og lystsejlads og livet omkring havnen har altid været en naturlig del af byen.

Men hvad sker der egentlig med de lokale lystsejlere, hvis der ikke længere skal være plads til deres både om vinteren?

For dem, der ikke kender området, er der på Dokhavsvej ved Kalundborg Havn en vinterplads, hvor lokale bådejere kan få deres lystbåde opbevaret på land i vinterhalvåret. Her står bådene på land, mens de gennem vinteren kan vedligeholdes og klargøres til den kommende sejlersæson. Pladsen er med andre ord en vigtig del af det lokale bådliv. Den giver almindelige mennesker mulighed for at have en lystbåd, selv om de ikke selv har en stor grund, en lade eller en hal, hvor båden kan opbevares. For mange er det en helt afgørende forudsætning for overhovedet at kunne have båd i Kalundborg.

Hvorfor blev mødet afholdt?

Den 22. september blev der afholdt et møde mellem Kalundborg Havn, Kalundborg Sejlklub og Vesthavnens Bådelaug. Mødet var kommet i stand på baggrund af bekymringer blandt brugerne af vinterpladsen, efter at Kalundborg Havn havde valgt at ændre vilkårene for brugen af pladsen.

Der er blandt andet tale om en mindre prisstigning og en ændring af længden på henholdsvis sommer- og vintersæsonen. Og lad mig slå én ting fast: Prisstigningen er ikke problemet. Det er helt naturligt, at priser på en service kan ændre sig over tid. Det har jeg som bruger forståelse for.

Problemet er, at når vilkårene ændres, må det også være rimeligt at forvente, at pladsen udvikler sig og tilbyder nogle helt grundlæggende og tidssvarende faciliteter. Det handler eksempelvis om strøm til bådene, så man kan holde batterier ved lige gennem vinteren, og vandhaner i rimelig nærhed af bådene, så man kan udføre almindelig rengøring og vedligeholdelse.

Og ikke mindst handler det om sikkerhed.

Den nuværende vinterplads har i løbet af den seneste sommer været ramt af en række indbrud. Både Kalundborg Sejlklub og Vesthavnens Bådelaug har fået meldinger fra medlemmer, der har oplevet indbrud i deres både. Når man betaler for at have sin båd stående på en vinterplads, synes jeg, det er rimeligt at forvente, at der er gjort en indsats for at sikre området. Det kunne eksempelvis være gennem indhegning, adgangskontrol, overvågning eller en kombination. Jeg efterlyser ikke en luksusfacilitet. Jeg efterlyser en sikker og tidssvarende vinterplads.

Og så kom den store bekymring.

På mødet blev det samtidig klart, at Kalundborg Havn på længere sigt ikke ønsker at investere yderligere i den nuværende plads, fordi havnen ønsker at anvende arealet til mere indbringende erhvervsformål. Det ændrer naturligvis perspektivet. For hvad sker der med de mennesker, der i dag har deres båd stående på vinterpladsen? De får ikke nødvendigvis bare mulighed for at flytte båden et andet sted hen. Mange har valgt bådlivet netop fordi der findes en lokal og økonomisk overkommelig mulighed for at have båden i Kalundborg. Ikke alle har en stor indkørsel, en lade eller råd til at leje en privat halplads.

Hvis den eksisterende vinterplads forsvinder, kan konsekvensen derfor blive, at bådejere skal finde plads langt fra Kalundborg. Nogle vil måske være nødt til at transportere deres båd frem og tilbage. Andre kan måske ikke finde en realistisk løsning. Og for nogle kan konsekvensen i sidste ende være, at de opgiver deres båd.

Er det virkelig den udvikling, vi ønsker i en by som Kalundborg?

Jeg forstår godt, at Kalundborg Havn har begrænsede arealer, og at havnen skal udvikle sig. Jeg forstår også, at erhvervshavnen skal skabe aktivitet og arbejdspladser. Men udvikling behøver ikke nødvendigvis betyde, at man fjerner noget, der allerede fungerer.

På mødet blev der talt om, at man i samarbejdets ånd kunne forsøge at finde et nyt areal uden for havnens nuværende område. Det synes jeg er positivt. Men så skal der også være vilje til at finde en løsning. Og her mener jeg, at Kalundborg Kommune bør tage et langt større ansvar.

Hvis der skal etableres en ny plads, bør den ikke blot være et stykke asfalt eller grus, hvor bådene kan parkeres. Den bør være en sikker, funktionel og langsigtet facilitet for de lokale bådejere.

En plads, der kan fungere de næste 20-30 år. En plads med ordentlige og tidssvarende faciliteter. En plads, hvor der er strøm og adgang til vand.En plads, hvor bådene er sikret mod uvedkommende. En plads, hvor bådejerne ved, hvad de kan regne med. Og ikke mindst en plads, hvor almindelige Kalundborg-borgere fortsat har mulighed for at eje og bruge en båd uden at skulle have egen grund og hal.

Hvis vi ønsker at være en attraktiv kommune ved vandet, skal der også være plads til almindelige borgere, der har en lystbåd. Det behøver ikke være luksus eller store millionbåde. Det handler om helt almindelige mennesker, der bruger fjorden, havnen og naturen omkring Kalundborg.

Lystsejlads skaber liv i byen. Bådejerne handler lokalt, bruger havnens faciliteter, restauranter, butikker, værksteder og andre lokale virksomheder. De er en del af det maritime liv, som Kalundborg bryster sig af.

Derfor mener jeg, at løsningen ikke bør være, at lystsejlerne stille og roligt presses ud. Jeg efterlyser i stedet en konkret plan for en permanent, sikker og økonomisk overkommelig vinterplads for de lokale lystbåde. Kalundborg er en havneby.

Lad os sørge for, at den også bliver ved med at være det for alle – ikke kun for de aktiviteter, der giver det største økonomiske afkast.

Hvem er Kalundborg Havn egentlig til for?

Det spørgsmål synes jeg, at både Kalundborg Havn og Kalundborg Kommune bør tage alvorligt.

Anders Kjærulffl, lystsejler Kalundborg

Del