Hvad nu hvis Tesfaye har ret?

Læserbrev: Hvad nu hvis Tesfaye har ret?

Vores undervisningsminister har kastet et lille sprogligt granatchok ind i debatten: PDO – Pisse Dårligt Opdraget.

Og jo, det lyder både provokerende og lidt forenklet. Men måske ligger der en klog pointe gemt bag den krasbørstige formulering.

For lad os være ærlige: Vi taler ikke om børn, der kæmper med særlige udfordringer og gør det allerbedste, de kan. Vi taler om det helt almindelige opdragelsesarbejde i hjemmet – det med at lære sit barn, at verden ikke drejer sig om mig, men om os.

Det handler om små, men afgørende ting:
At vente på tur.
At hilse.
At kunne glæde sig på andres vegne.
At tage hensyn.
At udsætte egne behov en smule for fællesskabets skyld.

For uden de byggesten bliver skoledagen hårdere, læringen sværere, og fællesskabet skrøbeligere. Skolen er jo ikke kun et sted, hvor man lærer dansk og matematik – det er også et træningsrum i at være en del af noget større end sig selv. Og det er her, fundamentet for vores demokratiske samfund lægges - i børnenes hverdag, når de opdager, at man kan mere sammen, end man kan alene.

Så hvad nu hvis Tesfaye faktisk har ret? Måske skal vi ikke høre PDO som et skældsord, men som en påmindelse til os voksne om, at opdragelse ikke er forældet – men fundamentet for, at vores børn kan trives i skolen, at skolen kan lykkes med sit opdrag, og at vi kan skabe et samfund, hvor fællesskab vægter lige så højt som individet.

Og hvis vi tager det med et smil, så kunne vi jo vælge at se PDO som en kærlig invitation:
Lad os opdrage vores børn til at blive Pisse Dejlige Omgangsfæller.

Klaus Ødegaard, Fællesskabsentusiast / Sammenholdsjunkie