Hug til Høng

Hug til Høng

Svar til Sven-Åge Westphalen i Løve på baggrund af hans læserbrev i Nordvestnyt den 20/10 2022 

Læserbrev: Hug til Høng

Kære Sven-Åge, hvis man ikke kendte dig, kunne man godt opfatte dit lange indlæg som nedværdigende overfor Høng og dets borgere. Generelt har du meget fokus på bygninger, nogle skal åbenbart nedrives (det gamle rådhus og Høng Centeret!!).

Jeg synes, at du glemmer det foreningsliv der er i byen og som sikrer bosætning. Jeg synes, at der er grund til at fremhæve ”Høng Gymnastikforening” og den nytilkomne forening ”Sop Spild Lokalt”, som modvirker madspild og giver aktivitet blandt mennesker.

Du erkender dog, at der er sket noget. En skov, ny kommuneskole, en bevægelsespark som er blevet til Høng Kultur og Bevægelsespark, og i 2023 er der penge til en kunststofbane og i 2024 / 2025 penge til et springcenter. Der er etableret beach volley- og håndboldbane. Et MTB-spor er etableret i Høng Skov.

Jeg synes at de aktive, der stod bag ”Få det fixet” puljen, gjorde en meget stor indsats, som har bidraget til bl.a. legepladsinstallation i Bevægelsesparken. Jeg tror helt sikkert vi i Høng vil få meget ud af den million, der kommer igen i relation til en ny ”Få det fixet” pulje.

Høng Lokalråd har netop afholdt en uddannelsesdag ca. 400 elever fra fire af byens skoler. Chris Mcdonald indledte og eleverne kom med forslag til bedre trivsel. Lokalrådet arbejder p.t. med at færdiggøre et materiale til brug for bl.a. politikerne.

Der er og har været dialog med kommunen om Høngs udvikling. Der er etableret noget trafiksikkerhed på Hovedgaden, som dog ikke løser problemerne. Der er etableret en fodgængerovergang ved Høng Centeret. De nævnte tiltag er sket grundet aktive borgere fra de mange foreninger i byen. Disse borgere er meget glade for de aktivitetsmuligheder det gamle rådhus giver, så der vil jeg advare dig om at komme med mærkelige forslag som fx nedrivning.

Du har ret i, at generelt mangler vi noget for ungdommen. For nylig har der været et møde for aktive i byen om de muligheder der er i midtbyen i relation til VP-Hallen og fabrikken. Kommunen afslog i sin tid at købe fabrikken, og området er i dag ejet af en privat investor. Men det betyder ikke at der ikke sker noget. Fonden ”Det private botilbud” gør en stor social indsats og har lejet sig ind i bl.a. VP-hallen og kantinen, med planer om et folkekøkken.

Høng Centeret er jo privatejet og har betydet meget for byens udvikling, som tiltrækker af handlende. Høng Centeret har også været aktiv i forbindelse med Folkemødet og nu afholdelse af valgmøde på torsdag. Jeg har på vegne af Enhedslisten foreslået en tunnel med cykelsti under Høng Landevej. Dette har Vejdirektoratet ikke ønsket. En tunnel med cykelsti kunne skabe mere trafiksikkerhed og knytte Løve og Høng mere sammen, Boligmæssigt udvikler Høng sig i sydlig retning. J

eg tvivler på, at et § 17, stk 4 udvalg kan ændre noget og jeg ved ikke hvem der skal arrangere de fire borgermøder. Jeg kunne have ønsket, at du havde sendt dit indlæg til Lokalrådet for dialog om udvikling i Høng og Løve.

Niels Erik Danielsen
Kommunalbestyrelsesmedlem, Enhedslisten

Del