Hotelprojekt: Tiden er inde
Der er arbejdet med idéen længe, men nu var forudsætningerne til stede.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Udviklingsselskabet BLP af januar 2025 ApS har netop meddelt, at Kalundborg Kommune har accepteret selskabets bud på erhvervsgrundene ved siden af Rådhuset på Holbækvej. Udviklingsselskabet vil derfor med det samme påbegynde arbejdet med at udarbejde det egentlige detailprojekt – et hotel og konferencecenter.
Det er B.G. INVEST A/S, Bendix Investering ApS og Asset-Plus Invest ApS, der har stiftet Udviklingsselskabet BLP for nylig. Bag firmaerne står Per Bendix, Bertel Gantriis og Lars Henning Slyngborg. Selskabets formål er at drive virksomhed som udviklingsselskab inden for bygge- og anlægsområdet.
Nu er tiden til det
Per Bendix, der er direktør i det nyoprettede firma, fortæller, at der er arbejdet med idéen længe, men nu var forudsætningerne til stede, og derfor stiftede de tre selskabet, der er lavet med henblik på hotel- og konferencecentret i Kalundborg, men som naturligvis også kan bruges i andre henseender.
”Det hænger faktisk sammen med, at jeg for mange år siden var med til at realisere Carlsberg byen. Jeg blev dengang kontaktet, og brugte fire år på det projekt. Det lykkedes og blev en succes. Det rygtes, at jeg havde spillet en aktiv rolle i det projekt, og jeg blev kontaktet af den daværende tekniske direktør, og fik efterfølgende kontakt med Martin Damm. Vi forsøgte at få det til at ske tilbage i 2011, men hotelkoncernen, der havde påtaget sig den pågældende opgave, løb sur i finansieringen, og projektet blev aldrig til noget. Men både Martin og jeg troede på idéen, og har gennem årene holdt kontakt. Jeg har igennem ham også fået kontakt til Michael Hallgren, og så for et halvt år siden blev vi enige om, at denne gang var lykkens gang,” siger Per Bendix, og fortsætter: ”På baggrund af mine erfaringer med Carlsberg, kendte jeg til Bertil, der driver en stor tømrer-entreprenørvirksomhed, og har en omfattende erfaring med byggeri, han har bl.a. været med til at bygge for Arp Hansen Group, der ejer en stor hotelkæde. Henning har stor erfaring med investor miljøet, og jeg har skruet byudvikling sammen i mange år, så vi tre har sammen gode forudsætninger for at få det her projekt til at ske.”
Et givtigt samarbejde
Per Bendix fortæller, at man dannede Advisory Group, eller en følgegruppe, om man vil, hvor det er erhvervslivet i Kalundborg, Kalundborg Kommune og Udviklingsselskabet BLP, der samarbejder.
”Vi har alle en rolle, og sammen kan vi udrette en masse. Jeg kontaktede faktisk selv de forskellige virksomheder, og de alle sagde med det samme, at de meget gerne ville være med. Derudover har jeg også et godt samarbejde med Sparekassen Sjælland Fyn, som jo også har involveret sig i byens udvikling. Vi glæder os til at være en del af det, og til at være med til at få ting til at ske i byen - til glæde for byen, borgerne og virksomheder og til gavn for hotel- og konferencevirksomheder,” fortæller direktøren.
Følgende virksomheder har, ifølge Udviklingsselskabet BLP, givet tilsagn om at medvirke til arbejdet i en Advisory Group:
- Novo Nordisk A/S
- Multi-tech A/S
- Novonesis A/S
- Kalundborg Refinery A/S
- Novo Nordisk Engineering (NNE)
- Professionshøjskolen Absalon
- Intertek Danmark A/S
- Kalundborg Kommune
Tidsplanen er allerede lavet
Det kommende hotel og konferencecenter får muligvis navnet Esbern Snare - Hotel og konferencecenter. Planen er ca. 180 hotelværelser og lejligheder med restaurant og konferencecenter. I tilknytning hertil et kontorhotel for nytilkomne virksomheder og startups. Der var et krav om tidsplan i udbudsmaterialet, og derfor har Udviklingsselskabet BLP naturligvis også en sådan plan.
”Vi har, som Odysseus, bundet os til masten for at undgå fristelsen af Sirenernes sang, og bruger 2025 til alt det planlæggende arbejde, og ved årsskiftet 2025/2026 kommer vi udover stepperne, og går i gang med byggeriet,” slutter Per Bendix af med at sige.
Når udviklingsselskabet går i gang med at bearbejde det egentlig projekt, foregår det i samarbejde med Randers Arkitekten.