Højtlæsning for voksne kastede en bogklub af sig

Kalundborg Bibliotekerne har gennem et par sæsoner tilbudt højtlæsning for voksne. I Ubby er det Bente Andersen, der læser højt. 

Højtlæsning for voksne kastede en bogklub af sig
Bente Andersen er frivillig højtlæser på Ubby Bibliotek. Hun har læst højt i tre sæsoner.

Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk

Fredage er en god dag, når det gælder højtlæsning. På flere af kommunens biblioteker læser frivillige op. I Ubby er det Bente Andersen, der læser højt.

Selv om sæsonen for højtlæsning på Ubby Bibliotek er i november og i januar måned, har tiltaget haft den sideeffekt, at man har oprettet en bogklub, hvor man mødes en gang om måneden og diskuterer en bog, som alle klubmedlemmerne har læst.

Fredag var det dog ikke bogklubben, der mødtes på Ubby Bibliotek. Det var først og fremmest oplæser Bente Andersen fra Ubby og et dusin interesserede lyttere, der var mødt op for at få læst højt af bogen  Brevbærersken af den italienske forfatter Francesca Giannone.

Historien udspiller sig omkring forfatterens egen oldemor.

“En dag finder Francesca Giannone et visitkort i en skuffe. Et visitkort, der tilhørte hendes oldemor, og så er det sådan set hendes historie, der bliver trævlet op. Det var nemlig meget usædvanligt, at det var kvinder, der bar breve rundt,” forklarer Bente Andersen, før hun skal ind og læse op.

Det er tredje sæson, hun er frivillig oplæser, og hun er glad for, at læsning igen er blevet moderne.

“Her i Ubby læser jeg højt hver fredag i november og hver fredag i januar, mens de gør det anderledes på nogle af de andre biblioteker. Men det, der er sket her i Ubby er, at der, som en afløber af højtlæsningen, er kommet en bogklub, hvor vi alle sammen læser den samme bog og mødes for at tale om den,” siger Bente Andersen.

Man kan finde mere information om Højtlæsning for voksne på Kalundborg Bibliotekernes hjemmeside

Der er højtlæsning på en lang række biblioteker, der hver især har deres egen kalender.

Del