Hjulene på linje 432 skal fortsætte med at køre rundt på Vestsjælland

Hjulene på linje 432 skal fortsætte med at køre rundt på Vestsjælland

Hjulene på linje 432 skal fortsætte med at køre rundt på Vestsjælland

I Danmarksdemokraterne prioriterer vi vores landdistrikter. Det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om. For os er det altafgørende, at det fortsat er til at leve og bo i de mere tyndt befolkede områder i Danmark. Det betyder, at borgerne i yderområderne fortsat skal kunne købe mælk ved den lokale købmand. At borgerne fortsat skal kunne spille banko i forsamlingshuset, og at børnene i småbyerne ikke behøves at skulle tage den lange vej hver dag til den nærmeste storby for at komme i skole.

Desværre står det mange steder skidt til med udviklingen i vores landdistrikter. Ja, man kan vel enkelte steder med rette tale om en decideret afvikling. En sådan afvikling ser vi lige nu være i støbeskeen på det vestligste Sjælland. Her har seniorrådet i Kalundborg Kommune erfaret, via et referat fra Slagelses Kommunes Teknik- Plan og Landdistriktsudvalg, at kommunen agter at reducere den lokale busrute 432 mellem Slagelse og Reersø. Fremover skal ruten udelukkende kun tilgodese skoleelever, hvis forslaget bliver en realitet.

Spareplanen lægger op til, at der fremover på ruten kun skal køres fire dobbeltture om dagen. Ydermere skal alt weekendkørsel sløjfes. Det er en meget markant beskæring i antallet af afgange! Forslaget vil betyde, at de mange borgere, herunder de ældre, der bor langs busruten vil blive godt og vel afskåret fra at kunne tage til Gørlev og videre til Slagelse, hvis man ikke har anden transportmulighed end linje 432.  

Jeg er udmærket klar over, at kommunernes økonomi er presset – for presset. Alligevel må jeg sige, at man burde kunne give disse borgere bare en nogenlunde service, når det gælder den offentlige transport. De betaler trods alt også deres kommuneskat og har i forvejen ikke de samme goder, som borgerne i de større byer. Det handler om at prioritere by og land.

At prioritere by og land vil vi til hver en tid gøre i Danmarksdemokraterne. Vi insisterer på at prioritere en infrastruktur, der binder Danmark sammen, og som sikrer den individuelle frihed. Det nytter ikke noget, at vi har steder i vores samfund, hvor man risikerer at blive stavnsbundet grundet en kommunal spareplan. Jeg tror, at de 900.000 kr., som Slagelse Kommune lægger op til spare på linje 432, i sidste ende vil vise sig at være en rigtig dårlig forretning. For hvem vil bo i et område, hvor man ikke kan komme til og fra?

Jeg deler til fulde borgernes bekymring over dette spareforslag på deres lokale livsnerve, og jeg håber sandelig ikke, at Slagelse Kommune ender med at stemme for besparelsen på den lokale busrute. Det vil være katastrofalt for områdets borgere!  

MF og gruppeformand for Danmarksdemokraterne, Peter Skaarup

Læs ogsåhttps://tv-kalundborg.dk/nyheder/hvad-skal-aeldre-gore-pa-reerso-uden-bil-nar-busrute-nedlaegges/

Del