Historisk høj vandstand skaber store problemer

Historisk høj vandstand i Øvre Halleby Å, Nedre Halleby Å og Bøstrup Å har skabt store problemer med vand på markerne, oversvømmede naturarealer og ikke mindst ødelæggelser i sommerhuse. 

Historisk høj vandstand skaber store problemer
Grødeskæring i vandløb ved brug af mejekurv. Foto: VKST

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Historisk høj vandstand i Øvre Halleby Å, Nedre Halleby Å og Bøstrup Å har skabt store problemer med vand på markerne, oversvømmede naturarealer og ikke mindst ødelæggelser i sommerhuse. Lodsejere og husejere har alle sammen peget på den samme løsning, men Kalundborg kommune har tøvet.

Det skriver VKST, der er et rådgivningsselskab, der har specialiseret sig i landbrugsrådgivning, i en pressemeddelelse. Det har ganske vist været et meget vådt forår, men selv flere måneder efter det meget våde tidlige forår, er der problemer med forhøjet vandstand. For selv hvis man sammenligner med andre år med store nedbørsmængder, skiller foråret 2024 sig ud med ekstremt meget vand i vandløb og Tissø, står der endvidere i pressemeddelelsen.

Kalundborg Kommune har nølet med vedligeholdelsen af vandløb

Derfor har lodsejere, Landboforeningen VKST og vandløbslav lige siden det tidligere forår henvendt sig til Kalundborg Kommune, for at få dem til at tage affære.
Det lokale ålav har bedt om fremme den årlige grødeskæring – dvs. at man fjerner fx de invasive planter i vandløbet – tidligere end planlagt, så vandet bedre kan løbe væk. Men Kalundborg Kommune har afvist, at det var grøde i vandet, der spærrede. Det er Ålavet imidlertid meget uenig i.

“Det er faktuelt forkert, når kommunen skrev ud til lodsejerne, at der ikke var problemer med grøde. Det kunne både lodsejere og sommerhusejerne dokumentere med billeder fra vandløbene. Der var blandt andet en gruppe sommerhusejere, som fandt tre væltede træer, der lå nede i vandløbet og spærrede,” siger Jørn Jervelund, der er formand for Vandløbslavet Nedre Halleby Å med tilløb.

Efterfølgende henviste kommunen til en høj grundvandsstand, som en del af årsagen til, at der var så meget vand i vandløbene. Men det afviser erhvervspolitisk konsulent Erik Hansen Blegmand fra VKST.

“Hvis det var korrekt, så er det pudsigt, at det kun er ved Halleby Å, at grundvandet står højt. For i mange af de andre vandløb er der ikke problemer med vandafledningen,” siger Erik Hansen Blegmand, der med sine mange års erfaring med vandløb ikke er i tvivl om, at det er den manglende vedligeholdelse og grødeskæring, der er et problem.

Kommunen indrømmer manglende vedligeholdelse

I pressemeddelelsen står der endvidere, at Kalundborg Kommune nu i et brev har erkendt, at manglende vedligeholdelse og grødeskæring er problemet, og derfor går man nu i gang med at skære grøde. Men det er alt for sent, mener både Vandløbslavet og VKST.

“Kommunen har haft mulighed for at vedligeholde med grødeskæring langt tidligere, og så var der mange sommerhusejere, der kunne være forskånet for ødelæggelse og landmænd, der havde haft mulighed for at så markerne,” lyder det fra Jørn Jervelund og Erik Hansen Blegmand. De undrer sig begge over, at Kalundborg Kommune ændrer forklaringer undervejs i forløbet for til sidst at indrømme, at den manglende vedligeholdelse og grødeskæring er problemet.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jakob Beck Jensen (V) er ikke i tvivl om, at de regulativer, der er for hvert vandløb, skal overholdes.

“Der er regulativer for hvert vandløb, og de skal selvfølgelig overholdes. Kalundborg Kommune har kontrakt med HedeDanmark om at lave de her grødeskæringer. Der skal ikke herske nogle tvivl om, at vi skal overholde de regulativer, vi har. Så man må jo rette op på det,” siger formanden, og fortsætter: “I forhold til Nedre Halleby Å, kigger man på, i samarbejde med Kalundborg Forsyning, hvordan man kan lave en løsning, da det er den, der giver de store udfordringer. Men jeg vil godt understrege, at det her skal man selvfølgelig lære af. Det står ikke til diskussion, at regulativerne skal overholdes.”

Møde på Fugledegård

På baggrund af foreningernes arbejde og de forskellige udmeldinger fra Kalundborg Kommune har Ålavet og VKST inviteret de berørte lodsejere til møde den 3. juli kl. 16.30 på Fugledegård. Tilmelding foregår til VKST på ehb@vkst.dk
Repræsentanter fra Kalundborg Kommune er ligeledes inviteret med til mødet.

Del