Her er ruterne til Royal Run

Deltagerne på alle tre distancer kan blandt andet se frem til en flot udsigt ud over vandet på Strandstien.

Her er ruterne til Royal Run
Nu er de tre ruter til Royal Run offentliggjort, her er det 5 km. ruten.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mandag den 20. maj er der stor løbefest i Kalundborg, og nu er ruterne meldt ud til stor glæde for rigtig mange kalundborgensere, der glæder sig til den store dag.

Når Royal Run kommer til Kalundborg 2. pinsedag, mandag den 20. maj, skal der løbes både 1 mile, 5 km samt 10 km.

Alle tre distancer i Kalundborg starter på J. Hagemann-Petersens Allé og slutter i Adelgade. Alle deltagere kommer således til at løbe eller gå i den gamle middelalderdel af Kalundborg. Start- og målområdet er centralt placeret omkring Højbyen. Deltagerne på alle tre distancer kan desuden se frem til en flot udsigt ud over vandet på Strandstien - inden de bevæger sig ind mod mål i Adelgade.

5- og 10 km ruten passerer Kalundborgs gågade og deltagerne får en lille og fascinerende bjergetape på Møllebakken med en smuk udsigt over havn, fjord og byens tage. Deltagerne passerer her turens musikalske højdepunkt, hvor Kalundborg Rock’er holder førfest. I Havneparken er alle sejl også sat til med fest og aktiviteter for hele familien.

Starttider på dagen:

  • Kl. 12: One mile. For alle grupper - både løb og gang
  • Kl. 14: 10 km. For alle grupper - både løb og gang
  • Kl. 17: 5 km. For alle grupper - både løb og gang

Alle tider er dog foreløbige starttider, der kan derfor forekomme ændringer. Alle deltagere modtager en deltagermail med den specifikke starttid for ens løbegruppe, når dagen nærmer sig.

Del