Hele Kalundborg by går i GYS i efterårsferien

Nattens væsner på museet, en mørk bibliotekskælder, et spooky poolparty, en cykel fuld af gys og et spøgelse på fri fod i byens gader.

Hele Kalundborg by går i GYS i efterårsferien
Også Kalundborg Svømmehal er med på uhyggen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Nattens væsner på museet, en mørk bibliotekskælder, et spooky poolparty, en cykel fuld af gys og et spøgelse på fri fod i byens gader. I efterårsferien går Kalundborg igen sammen om at skabe oplevelser for børn og familier. 

Når efterårsferien rammer Kalundborg i uge 42, er der god grund til at kigge sig en ekstra gang over skulderen. 

For andet år i træk går Vores Kalundborg, Kalundborg Svømmehal, Museum Vestsjælland, og Kalundborg Biblioteker sammen om GYS i Kalundborg. En efterårsferie, hvor byen fyldes med græskar, halmballer, spøgelser og aktiviteter for børn og deres familier.

Bag initiativet står et lokalt netværk bestående af Marie Louise Thiersen fra Vores Kalundborg, Pernille Nielsen fra Museum Vestsjælland, Ditte Hansen fra Kalundborg Svømmehal, Frederikke Markussen og Stine Veisegaard fra Kalundborg Biblioteker.

Idéen er enkel: I stedet for at hver kulturaktør laver sit eget arrangement bag egne døre, går man sammen og lader oplevelserne brede sig ud over byen.

Derfor kan man i uge 42 møde uhyggen på biblioteket, museet og i svømmehallen, og også midt i Kordilgade og hos byens butikker.

Biblioteket slipper gyset løs

Mandag den 12. oktober begynder gyset allerede om formiddagen på Kalundborg Bibliotek. Fra kl. 10.00–12.00 inviteres til (U)hyggelig Halloween Workshop, hvor børn fra 4 år kan forvandle genbrug, dimser og dutter til fantasifulde Halloween-kreationer. 

Fra kl. 13.00–15.00 triller Bibliotekscyklen ud i Kordilgade. Men denne gang er ladet ikke bare fyldt med bøger. Cyklen er pakket med en uhyggelig gys og gru, bl.a gysertatoveringer. 

Når mørket falder på, bliver det for alvor spændende. Fra kl. 17.00–21.00 åbnes døren til Gys i bibliotekets kælder. Her venter skræmmende historier, mystiske oplevelser og en kiste, som man kan åbne hvis man tør.  
Arrangementet henvender sig til børn fra 6–12 år.

Nat på museet …

Hos Kalundborg Museum bliver mandag den 12. oktober heller ikke en helt almindelig aften.

Museet slukker lyset, og når mørket sænker sig over de gamle bygninger, flytter nattens væsner ind. Ingen kan vide sig helt sikre på, hvad der gemmer sig i krogene. Derfor lyder rådet fra museet: Tag en hånd at holde i. Men tjek lige, at den sidder fast på en arm!

Nat på museet foregår fra kl. 18.00–21.00, og uhyggen bliver skruet gradvist op gennem aftenen. Fra kl. 18 er oplevelsen tilpasset de 3–6-årige, derefter følger de 6–10-årige, mens der fra kl. 20 bliver givet mere gas for de 10+-årige.

Husk lommelygten. Der bliver nemlig en lille konkurrence for børnene med halloweenslik som præmie.

Et svømmebassin med gys

Også Kalundborg Svømmehal er med på uhyggen. Her bliver det almindelige lys slukket efter lukketid, og svømmehallen forvandles til et Halloween Pool Party for de 10–14-årige.

Discokugler og farverige spots overtager hallen, mens musik, spring, vandleg og Halloween-stemning fylder bassinerne. Undervejs bliver der også mulighed for en slush ice. Deltagerne skal kunne svømme.

En skattejagt: Hvor har Spøgelset Skygge gemt sig?

Gyset stopper ikke ved kulturinstitutionernes døre.

Fra mandag til fredag i uge 42 kl. 10.00–16.00 inviterer Vores Kalundborg børn fra 0–12 år på en gratis skattejagt gennem midtbyen.

Jagten på Spøgelset Skygge begynder hos Swärds Guldsmedie i Kordilgade 53, hvor børnene får udleveret et skattekort.

Derefter går turen gennem byen og otte forskellige stop. Ved hvert sted skal børnene finde et ord og kan undervejs få små overraskelser, så længe lager haves.

Når alle ordene er fundet, danner de en hemmelig sætning, som afslører, hvor Spøgelset Skygge har gemt sig.

Finder man ham, kan løsningsarket afleveres i Skygges røde postkasse, og så deltager man i lodtrækningen om fem præmier.

De små gaver undervejs er sponsoreret af MENY, Kvickly, føtex, Swärds Guldsmedie og NORMAL, mens Kalundborg Museum, Kalundborg Svømmehal, Kalundborg Bibliotek og Vores Kalundborg har sponsoreret de fem hovedpræmier til en samlet værdi af 1.000 kroner.

Sammen kan vi lidt mere.

GYS i Kalundborg er samtidig et eksempel på, hvad der kan ske, når byens forskellige aktører finder hinanden på tværs.

Bibliotek, museum, svømmehal, handelsliv og butikker bidrager med hver deres rammer og idé, og tilsammen bliver det til en (u)hyggelig oplevelse i byen til gavn for børn og barnlige sjæle.

Hvis du tør tage med når Kalundborg går i Gys, så tjek programmet ud på www.oplevkalundborg.dk   

Her kan du læse mere. Vær obs. på at nogle arrangementer kræver tilmelding med billet, og ved andre møder du bare op. Derudover koster nogle penge og andre er gratis.

Del