Heftig diskussion om ny svømmehal

En svømmehal i Gørlev bliver højst sandsynligt væsentligt dyrere end først antaget, og flere partier mener, at man bør vise rettidig omhu og bruge pengene på bl.a. kommunens bygninger, hvoraf mange er i dårlig stand - herunder også Kalundborg Svømmehal.

Heftig diskussion om ny svømmehal
Der var diskussion om en kommende svømmehal i Gørlev på kommunalbestyrelsesmødet onsdag. Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag var der møde i kommunalbestyrelsen i Kalundborg, hvor man bl.a. skulle tage stilling til, hvorvidt man skulle godkende Økonomiudvalgets indstilling om at bruge 2,5 mio. kr. på igangsætte svømmehalsprojekt og det deraf følgende planarbejde. Men en svømmehal i Gørlev bliver højst sandsynligt væsentligt dyrere end først antaget, og flere partier mener, at man bør vise rettidig omhu og bruge pengene på andre ting, herunder kommunens bygninger, hvoraf mange er i dårlig stand. 

Økonomiudvalgets indstilling blev vedtaget på kommunalbestyrelsesmødet onsdag, dog var det tydeligt, at flere politikere ikke længere var så sikre på, at en ny svømmehal i Gørlev er en god ide lige nu, hvis budgettet bliver overskredet. De ser derimod hellere, at pengene blive brugt på de mange kommunale bygninger, der i høj grad trænger til en kærlig hånd, herunder svømmehallen i Kalundborg, samt andre projekter, der er vedtaget, men endnu ikke fuldført, som kulturhus og parkeringspladsen i Bredgade – der ofte bliver omtalt som DDR-parkeringspladsen grundet den ringe stand, den er i.

Flere partier er skeptiske, hvis prisen bliver for høj

Tina Beck Nilsson (A) fortalte, at de fortsat står bag en svømmehal i Gørlev, men at der er et ’men’: ”Vi er blevet klogere, siden vi besluttede den her svømmehal i 2022. Vi har et enormt stort vedligeholdelsesefterslæb i vores kommune, vi har mange slidte bygninger, som vi burde gøre noget ved. Vi har bl.a. et kulturhus, der skrænter i realiseringen af det. Hvis svømmehallen bliver meget dyrere end det, vi har aftalt, er vi ikke med. For vi synes ikke, at vi kan finde de ekstra penge, som svømmehallen i givet fald vil koste, netop fordi vi har et kæmpe vedligeholdelsesefterslæb på mange andre bygninger. Så må vi blive enige om at udskyde projektet. Men vi er med på at frigive penge nu for at finde ud af, hvad det her projekt vil koste. Men vi er altså også blevet klogere siden, at vi sagde ja til en svømmehal, og så må vi jo tage beslutningen efterfølgende.”

Hun understregede også meget tydeligt, at når der kommer en pris, så går hun ud fra, at man politisk beslutter, om man vil den pris eller ej, før man administrativt arbejder videre med det.

Niels Erik Danielsen (Enh.) var umiddelbart enig heri og gav borgmester Martin Damm en bemærkning med på vejen: ”Jeg synes også, at det er godt med en svømmehal i Gørlev. Men økonomien begynder at skride. Vi har haft flere projekter, hvor økonomien skrider. De 60 mio. kr. som vi startede med - der er nok ikke meget videnskabeligt belæg for den pris. Men der er fint at kunne få at vide, hvor vi lander henne. Du, Martin, åler os andre, hvis vi ikke er opmærksomme på økonomien, og her er det så noget, som du har fået en idé om, så synes jeg også, at du skulle være lidt mere skarp omkring økonomien. Hvor lander den henne. Det er jo borgerne der skal betale.”

Tonny Voldby Petersen (Frit Borgerligt Fællesskab) meddelte meget tydeligt, at de i partiet ikke går ikke ind for det projektet. ”Det er ikke fordi vi ikke vil have en svømmehal, men vi har faktisk en svømmehal i Kalundborg, der i den grad trænger til renovering. Og nogle børnehaver, skoler og veje, der er nedslidte, og trænger til en ordentligt tur. Det er ikke rettidigt at begynde at bygge en svømmehal nu. Der er jo også inventar, der yderligere skal betales bagefter…. Det her en ganske pænt pyntet sagsfremstilling på noget, der bare bliver meget dyrere,” sagde han.

Også Thomas Malthesen Hiorth (SF) delte bekymringen for et meget dyrere svømmehals-projekt: ”De er en bekymrende økonomisk prognose fra administrationen på det her svømmehalsprojekt. Der bliver lagt 30 pct. oven i på uforudsete udgifter. Det ser ikke ud til, at den her svømmehal kan laves inden for rammen. Er meget enige med S, bliver det meget dyrere, har vi, i SF, svært ved at være med, for der er så meget andet, der bør bruges anlægskroner på i stedet.”

Venstre har det fint med, at projektet bliver dyrere

Både Jakob Beck Jensen og Gitte Johansen (V) var derimod meget positive over for projektet, også selv om det bliver væsentligt dyrere end først antaget.

”Jeg glæder mig. Kalundborg Svømmehal trænger til renovering, den snak tager jeg gerne. Men det her bliver dyrere end, hvad der er sat af, fordi vi har besluttet, at vi gerne vil have et varmtvandsbassin,” sagde Gitte Johansen.

Hun blev dog senere irettesat af Hans Munk, der til slut sagde: ”De her 60 mio. kr. er inklusive varmvandsbassin, og de 18 mio. kr. i uforudsete udgifter har intet med varmtvandsbassin at gøre. Det har noget med undergrunden at gøre, så nu synes jeg, at du blander tingene lidt sammen.”

Hvad med kulturhus og DDR-parkeringspladsen?

Aase Due (S) sagde, at de havde sagt ja til at afsætte de 2,5 mio. kr. til at undersøge, hvad projektet vil koste, men understregede også, at man er nødt til at prioritere: ”Vi er nødt til at udskyde projektet, og så få sat gang i noget af det, vi har aftalt for længe siden, kulturhus, p-plads. Vi bør dæmpe at bygge mere, men gøre det, vi har aftalt først.”

Hans Munk (R) meddelte, at han godt kunne forstå, at der var den meningsudvikling, som der var til mødet: ”Vi har vedtaget svømmehal i Gørlev, men det vi har vedtaget for snart tre år siden, og nu bliver den allerede næste 5 mio. kr. dyrere. Når uforudsete ting bliver næsten 30 pct. dyrere, forstår jeg godt, at man stopper op og spørger, løber det ikke af sporet. Kulturhuset har skulle i gang igen og igen, men der er stadig ikke sket noget. Jeg er med på, at vi har vedtaget og fremskrevet til 64,7 mio. kr., men så må vi tage op til afgørelse, når vi har lavet undersøgelsen på, hvad det endelige resultat bliver.”

Står ved aftalen, men det bliver dyrere

Peter Jakobsen (DF) fortalte, at de fortsat står ved aftalen, men sagde også, at han ikke tror på, at man kan holde sig på de budgetteret 64,5 mio. kr.

”Jeg forholder mig til, at der står 78 mio. kr., og er ret overbevist om, at det er der, vi kommer til at lande. Vi har også sagt, at det måske kunne være en god ide at udskyde projektet, men det har vi ikke kunnet enes om tidligere, og derfor må vi jo acceptere, at vi arbejder videre med det under de forudsætninger, vi ser på i dag.”

Jesper Wienmann Hansen (K) fokuserede på, at man fremadrettet bør blive bedre til at følge processen for sådanne projekter, så man undgår, at de skriver for meget.

”Det er almindelig ordentlighed og rettidig omhu, at man ikke bare lader tingene løbe løbsk, men løbende tager en vurdering af projektet. Det er ærgerligt at være låst så fast på noget, som måske bliver væsentligt dyrere end, hvad vi havde regnet med,” sagde han.

Lige nu hedder prisen 64,7 mio. kr

Kommunalbestyrelsen har med budgetaftale 2022 udtrykt ønske om etablering af en svømmehal i Gørlev. Der blev afsat 60,0 mio. kr. til ny svømmehal, som med prisfremskrivninger udgør 64,7 mio. kr.  Derudover kommer selvfølgelig årlige driftsudgifter.

Indstillingen fra administrationen lyder på, at der igangsættes udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan med henblik på at kunne bygge svømmehal på kommunens arealer ved den tidligere sukkerfabrik i Gørlev. Der bliver arbejdet med en placering af svømmehallen på arealet ud mod Algade. Der bliver arbejdet med et svømmehalsprojekt, der giver mulighed for et 25-meter bassin med en vandtemperatur på 26 °C og et mindre bassin med en vandtemperatur op til 33 °C. Der gives en anlægsbevilling på i alt 2,5 mio. kr. til bygherrerådgivning og forberedelse af udbudsproces finansieret af rådighedsbeløbet

For Økonomiudvalgets indstilling omkring, hvorvidt man skal gå videre med projektet og bruge 2,5 mio. kr på at undersøge en mere nøjagtig pris på svømmehal i Gørlev, stemte 25 medlemmer for (A, B, C, F, O, V, Ø, Kalundborg-Listen), og imod stemte to (Frit Borgerligt Fællesskab).

Del