Har været frivillig til Kalundborg Rock’er i 25 år og er en uvurderlig hjælp

Uden de mange frivillige var der ingen Kalundborg Rock'er - sæt pris på det.

Har været frivillig til Kalundborg Rock’er i 25 år og er en uvurderlig hjælp
Fra venstre: Thomas Moesgaard, Inge Johansen og Finn Korslund. De har alle tre været med som frivillig til Kalundborg Rock'er i 25 år. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Rock’er kan i år fejre 25-års jubilæum. Det skyldes ikke mindst en kæmpe indsats fra de mange frivillige, her er der tre som skiller sig ud, Inge Johansen, Finn Korslund og Thomas Moesgaard, de har nemlig været med som frivillig alle 25 år.

Op mod 300 frivillige er i gang hele weekenden for at det er muligt at afvikle Kalundborg Rock’er. En helt uvurderlig hjælp. Mange af de frivillige er med år efter år, men der er tre som skiller sig ud, Inge Johansen, Finn Korslund og Thomas Moesgaard, de har alle tre været med helt fra starten og kan altså i år fejre 25-års jubilæum som frivillig til Kalundborg Rock’er.

”Hvorfor gør man det, ja det tænkte jeg også på i morges, da jeg lå i min seng og havde lidt ondt i ryggen,” griner Inge Johansen.

Det var Svebølle Badmintonklub og Kalundborg Badmintonklub som de første mange år stod bag Kalundborg Rock’er og Inge Johansen og Finn Korslund, der i øvrigt er gift med hinanden, repræsenterede Kalundborg Badmintonklub.

”Vi har solgt øl i mange år, jeg har været med til at sætte den store scene op hvor vi lå og kravlede 16 meter oppe og de sidste omkring fem år har vi været en del af det team som sørger for mad og drikke til kunstnerne backstage,” fortæller Finn Korslund og Inge Johansen fortsætter, ””Vi har været med til at bygge festivalen op i mange år og har ligesom Thomas været her fra tirsdag til mandag. Vi synes det er sjovt, det er hyggeligt og så tjener vores klub nogle penge, ellers var vi ikke blevet ved i så mange år.”

Det gode sammenhold som gør, at han bliver ved

Thomas Moesgaard er også en af de meget trofaste støtter som har været med i alle 25 år hvor der har været rock på Gisseløre.

Han møder ind som en af de første, når pladsen skal etableres og er en af de sidste, der går når der er ryddet op mandag. Han har i mange år været ansvarlig for strøm og vand på festivalen.

Thomas Moesgaard er ikke i tvivl om, at det er det gode sammenhold som gør, at han bliver ved. Faktisk bor han ikke længere i nærområdet, men i Slagelse, alligevel møder han op.

”Jeg har været med siden allerførste gang og det er helt klart det sammenhold der er her, som gør at man bliver ved, jeg har med årene fået mere og mere ansvar og resten af familien deltager også, i år er begge mine børn, min hustru og min svigerinde fra Jylland med som frivillig,” fortæller Thomas Moesgaard, og fortsætter, ”Det er dejligt at komme her ud og møde alle de andre frivillige og så er det dejligt når der bliver sat pris på det arbejde man laver, så kan man lige gå 20 timer til.”

Uden de mange frivillige var der ingen Kalundborg Rock'er - sæt pris på det.

Del