Har aldrig nogensinde fortrudt

Joachim Tranberg Lefolii har kun lavet meget få ændringer i butikken efter han overtog den, personalet er det samme og selv Christian Lind kan kunderne møde et par dage om ugen.

Har aldrig nogensinde fortrudt
Joachim Tranberg Lefolii, indehaver af Brillehuset på Nytorv. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Brillehuset på Nytorv i Kalundborg fejrer 29-års fødselsdag d. 1. april, men samtidig er det også et år siden, at Joachim Tranberg Lefolii overtog den populære forretning, og det har han aldrig fortrudt.

Den 1. april er det 29 år siden, at Brillehuset på Nytorv første gang slog dørene op, dengang i Vænget og med Christian Lind som indehaver sammen med Ulrik Steg. 

Men samtidig med fejringen af de 29 år er der også grund til at fejre, at det nu er et år siden Joachim Tranberg Lefolii overtog Brillehuset. Og det var egentlig lidt af en tilfældighed.

”Det var faktisk Christian Lind som introducerede mig til optikerfaget og opfordrede mig til at læse i København. I det afsluttende år på min uddannelse arbejdede jeg i en forretning i København, men hørte at Christian manglede noget hjælp i en periode og jeg tilbød at hjælpe, det sagde han ja tak til,” fortæller Joachim Tranberg Lefolii, og fortsætter,

” Jeg regnede egentligt med, at jeg bare skulle tilbage til København men nu var der en god mulighed for at overtage en forretning og med hjælp fra Christian lykkedes det, og det har jeg aldrig fortrudt selv om jeg mere er til at nørde med briller og kontaktlinser end administrative opgaver.

Joachim Tranberg Lefolii har kun lavet meget få ændringer i butikken efter han overtog den, personalet er det samme og selv Christian Lind kan kunderne møde et par dage om ugen.

”Jeg er blevet taget rigtigt godt i mod, min frygt var jo om jeg kunne efterfølge Christian, men kunderne har været rigtigt søde og så er vi jo den samme butik, den samme gode service, der er ikke noget som er lavet om der,” fortæller Joachim Tranberg Lefolii.

I forbindelse med både 1-års dagen og 29-års dagen inviterer Brillehuset til festdage sammen med fem leverandører, som kommer forbi med deres fulde udvalg, det sker på fem forskellige dage og med gode tilbud på et flot stel.

Følgende leverandører kommer til Brillehuset: 3. april, Etnia Barcelona, kl. 14-17, 4. april, Coblens kl. 14-17, 5. april, Face á Face kl. 14-17, 9. april, Tom Ford kl. 14-17 og endelig 12. april, Fleye kl. 15-18.

Alle interesserede er meget velkommen til at komme forbi for at få inspiration og Brillehuset opfordrer til, at kunderne får bestilt tid til en synsprøve inden leverandørerne kommer forbi.

Løsninger til erhvervslivet

Udover briller og kontaktlinser til privatkunderne har Brillehuset altid leveret både skærmbriller og sikkerhedsbriller til erhvervslivet, men det er et område som fremover vil få endnu mere fokus og opmærksomhed, oplyser Joachim Tranberg Lefolii.

Del